DR-deltager lander nyt job: Er blevet ansat i ‘Løvens Hule’-virksomhed

Efter et selvvalgt farvel til arbejdslivet vender DR-deltageren nu tilbage – denne gang som direktør og medejer af virksomheden Box the Original.

Da SE og HØR i januar løb ind i Michael Ewald Hansen fra ‘Gift ved første blik’ i forbindelse med dette års Reality Awards, var hans fremtid helt åben.

Han fortalte, at en sommer med stresssymptomer havde medført, at han havde truffet en beslutning om at forlade sit job i november.

Planen var at holde fri og rejse rundt i Asien fra februar, inden han ville finde ud af, hvad der så skulle ske.

Nu står det klart, hvad der skal ske, og hvor DR-profilen er landet.

Ansat som ny direktør

Slikproducenten Box the Original, der blandt andet er kendt fra deres deltagelse i ‘Løvens Hule’, har afsløret, at Michael Ewald Hansen er blevet en del af virksomheden.

Virksomheden fremstiller vingummi overtrukket med chokolade.

Og Michael Ewald Hansen kan glæde sig over at have fået en fremtrædende rolle i selskabet.

“Box fortsætter med at vækste, og derfor har vi været ude og styrke holdet. På en fri transfer har vi fået Michael Ewald Hansen med ombord som ny CEO og medejer af Box the Original fra 1. august,” skriver virksomheden i et Instagram-opslag.

Erfaring fra branchen

Box the Original slog for alvor igennem, da Christian Stadil og Jesper Buch begge besluttede sig for at skyde penge i firmaet under deres optræden i ‘Løvens Hule’.

Med Michael Ewald Hansen får selskabet kastet endnu mere stjernestøv over sig, men det er dog ikke derfor, han er blevet hentet til selskabet.

Det er derimod hans faglige baggrund, der har afgjort valget af ny direktør.

“Michael kommer fra en topposition hos Lakrids by Bülow og har 8 års erfaring fra konfekturebranchen. Efter en lille pause har han valgt at gøre comeback – og vi er ret glade for, at det bliver hos os,” skriver de.

 

Læs mere om...