Trump med klar Rusland-udmelding: Kommer ikke til at ske

Den amerikanske præsident har gjort det klart, at Rusland ikke kommer til at angribe NATO-lande, selvom der har været spekuleret meget i det.

Rusland kommer ikke til at gå til angreb på et NATO-land. Sådan lyder den kortfattede vurdering fra USA’s præsident, Donald Trump.

“Rusland kommer ikke til at angribe NATO,” sagde han torsdag til en gruppe fremmødte journalister, lyder det fra nyhedsbureauet Ritzau.

Samtidig fortalte den amerikanske præsident, at samtalerne med Ruslands præsident, Vladimir Putin, har været gode. Præcis hvornår de fandt sted, er der dog ikke meldt noget ud om.

Besøg vækker opsigt

Udmeldingen kommer i kølvandet på et besøg, som CIA-direktør John Ratcliffe har aflagt i den russiske hovedstad, Moskva.

Selv har den amerikanske præsident nedtonet rejsen betydeligt, selvom der naturligvis har været spekuleret meget i, hvad der lå til grund for det.

“Det var halv rutine,” lød det blot fra Trump om turen.

Om den udsendte CIA-direktør bragte en advarsel med til Kreml, havde præsidenten dog ikke nogen interesse i at sætte ord på.

Et dystert ekko

Adskillige amerikanske medier tegner dog et helt andet billede af besøget, hvilket kun har været med til at sparke mere liv i spekulationerne.

Ifølge Wall Street Journal, CBS og Politico valgte Ratcliffe nemlig at gøre brug af turen til Moskva til at advare Kreml mod at foretage et angreb på alliancens medlemslande.

Ifølge Reuters er det ved at være lang tid siden, at en amerikansk efterretningschef sidst gæstede Moskva – faktisk skal man helt tilbage til november 2021 for at finde et sådant besøg.

Dengang holdt den daværende direktør, William Burns, et møde med Putin. Blot tre måneder efter dette møde valgte Rusland at gå i krig i Ukraine i fuld skala.

 

Læs mere om...