Meghan Markles far anholdt af FBI: Gjorde chokerende fund i lagerrum

Føderale agenter beslaglagde intet mindre end 78 genstande under ransagninger af to lagerrum i Los Angeles.

Meghan Markles far, Thomas Markle Senior, blev fredag den 6. november anholdt af FBI. I denne forbindelse blev han også sigtet for at være i besiddelse af materiale med seksuelle overgreb mod børn.

Anholdelsen skete kort tid efter, at der blev gjort en række opsigtsvækkende fund i to lagerrum i Los Angeles.

Det amerikanske justitsministerium oplyser, at efterforskerne har beslaglagt i alt 78 genstande, herunder dias, filmnegativer og bøger med formodet ulovligt materiale.

Kort efter anholdelsen blev Markle fremstillet ved et retsmøde i Florida, skriver blandt andre magasinet HELLO.

Anmeldt af sønnen

Sagen begyndte, da Thomas Markle Junior, der er halvbror til hertuginde Meghan Markle, henvendte sig til politiet med mistanke om, at hans far var i besiddelse af ulovligt materiale.

Anmeldelsen førte til, at myndighederne undersøgte faderens boliger i både Mexico og Filippinerne.

FBI rettede samtidig opmærksomheden mod ham, og det førte dem til sidst frem til de to lagerrum i Los Angeles, hvor agenterne gjorde de omfattende fund.

Efter anholdelsen har FBI-direktør Kash Patel sat ord på sagen, og har her understreget, at myndighederne vil gøre alt for at beskytte børn og retsforfølge personer, der begår overgreb mod dem.

Afviser anklagerne

Thomas Markle Senior nægter at have haft kendskab til det ulovlige materiale, som efterforskerne siger, at de har fundet i lagerrummene.

Han har samtidig rettet alvorlige beskyldninger mod sin egen søn, som han mener forsøger at ødelægge hans liv.

Men sagen har også fået konsekvenser for Thomas Markle Junior.

Myndighederne er nemlig også i færd med at undersøge, om sønnen selv kan have haft en rolle i sagen.