Stor fremgang: Millionerne vælter ind hos Nikolaj Coster-Waldau

Skuespillerens selskab er tilbage i sort – men det er dog ikke filmarbejdet, der har sikret det pæne resultat.

Nikolaj Coster-Waldau kan glæde sig over, at der er sket et tydeligt vendepunkt i sit selskab NCW Copenhagen, som ejer alene.

Selskabet står anført til at være et agentur inden for reklamefilm og optagelser til film.

Et helt nyt regnskab, der løber fra 1. juli 2025 til 30. juni 2026, er netop landet, og det viser en stor fremgang for Nikolaj Coster-Waldau.

Bundlinjen viser nemlig denne gang et resultat før skat på 2.997.215 kroner, hvilket må siges at være et solidt spring fra året før, hvor selskabet tabte knap 2,2 millioner. Det skriver SE og HØR.

Aktier redder resultatet

Driften i sig selv gav dog fortsat røde tal, da det her endte med et minus på godt og vel 1,1 millioner kroner.

At det alligevel endte i plus, skyldes derimod, at selskabet også havde en lang række finansielle indtægter, hvor især hans aktiebeholdning har kastet gevinst af sig.

NCW Copenhagen ligger ifølge SE og HØR inde med børsnoterede aktier til en samlet værdi af 19.947.882 kroner.

Egenkapitalen er opgjort til 17.235.989 kroner. Beløbene må siges at være betydelige, men udgør formentlig kun en mindre del af skuespillerens samlede formue.

Millioner for hvert afsnit

Da han i 2018 lå i strid med sin forhenværende manager, kom det frem, at han fik et meget opsigtsvækkende honorar for sin rolle i ‘Game of Thrones’

Den 55-årige modtog nemlig intet mindre end seks millioner kroner for hvert afsnit af den populære serie, efterhånden som serien nærmede sig sin afslutning.

Selv regner Nikolaj Coster-Waldau med, at formuen kommer til at vokse endnu mere i det regnskabsår, der nu er i gang.

“Der forventes en positiv udvikling i selskabets aktiviteter i det kommende år,” oplyser han i regnskabet.

I det seneste regnskab har han valgt ikke at hive et udbytte ud. Sidste år udgjorde udbetalingen derimod 1,5 millioner kroner.

 

Læs mere om...