Stor nedtur for Casper Christensen: Måtte give afkald på 13 millioner kroner

Efter mange måneder på boligmarkedet og adskillige prisnedslag er der endelig sat punktum, men det har til gengæld kostet dyrt.

Efter en langvarig salgsproces kan ægteparret Casper og Isabel Christensen nu glæde sig over, at de omsider er kommet af med deres ejendom i Tikøb i Nordsjælland.

Vejen dertil må dog siges at have været lang, og ikke nok med det, så har det også krævet et samlet prisnedslag på hele 13 millioner kroner.

Landstedet blev oprindeligt udbudt i september 2023 til en pris på 35 millioner kroner. Boligen på 523 kvadratmeter er dog nu blevet handlet til 22 millioner kroner ifølge Tinglysningen.

Komikeren gav i 2022 selv 16 millioner kroner for stedet, lyder det fra Ekstra Bladet.

Nedslag på nedslag

Prisskiltet nåede at blive ændret gentagne gange undervejs i forløbet, inden boligen endelig blev solgt.

Den første reduktion fandt sted helt tilbage i januar 2024, hvor prisen endte på 29,9 millioner kroner.

Et halvt år senere, i juni 2024, blev prisen igen ændret – denne gang til 29 millioner kroner. I maj 2025 fulgte endnu et nedslag, denne gang til 27,5 millioner kroner.

Da efteråret 2025 meldte sin ankomst, opgav parret helt salget og trak ejendommen tilbage fra markedet. Beslutningen delte komikeren selv på Instagram.

Ny gård

Trods salget er ægteparret ikke nødt til at give sig i kast med at lede efter et nyt sted at bo.

Tilbage i august slog Casper Christensen til gennem selskabet BABYRHUM ApS og betalte 11 millioner kroner for endnu et landsted i byen Tikøb.

Det nye hjem ligger kun få minutters kørsel fra deres hidtidige adresse i samme by.

Til stedet hører fire bygninger samt et areal på knap 20.000 kvadratmeter.

Skødet angiver, at komikeren og hans familie overtager stedet den 1. oktober. Det er også angivet, at der er tale om en helårsbolig.

 

Læs mere om...