11 måneder uden professionel kampe har tæret voldsomt på Holger Runes indtægter, men hans udgifter er ikke blevet mindre i perioden.
Holger Rune lider næppe nogen nød, da han gennem sin karriere har tjent rigtig mange penge, men alligevel har hans økonomi sandsynligvis fået et hug i den seneste periode.
Igennem en periode på 11 måneder er danskerens formue ganske enkelt skrumpet, mens han har kæmpet den hårdeste kamp i sin karriere.
Årsagen er, at han i oktober sidste år endte med at rive sin akillessene over ved en turnering i Stockholm og siden har været ude af stand til at træde ind på banen.
Uden kampe er der selvsagt heller ingen af tennissportens enorme præmiesummer at hente – et alvorligt problem for en atlet, hvis indtjening især hviler på netop pengepræmier og reklameaftaler.
Bekostelig genoptræning
Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, har over for B.T. sat ord på, hvad den lange pause har betydet for pengekassen.
“Holger har jo ikke haft nogen indkomst i 11 måneder på den front. Det er saftsuseme heldigt, at han har haft så stor en opsparing. For det er virkelig mange penge, den her genoptræning har kostet. Han har jo stadig skullet betale sit team undervejs. Træner, fysioterapeut, fysisk træner og så videre. Uge efter uge,” siger hun.
Hele holdet har nemlig skullet aflønnes måned efter måned, selvom der ikke har været mulighed for at spille turneringer.
Derfor er der ingen tvivl om, at det rent økonomisk ikke har været den bedste periode for den 23-årige danske tennisstjerne.
Går glip af millioner
Kigger man på hele hans karriere, er det seneste års tab endnu mere tydeligt. Fra 2022 og frem har Rune samlet spillet sig til intet mindre end 100 millioner kroner i præmier.
Det svarer derfor til cirka 25 millioner om året, siden han for fire år siden brød igennem til verdenstoppen.
“Det er jo helt vanvittigt ikke at have en indkomst i 11 måneder. Gudskelov for, at han har været fornuftig med økonomien. Og at han har kunnet finansiere sin egen genoptræning,” siger Aneke Rune også.
Danskeren er klar til comeback i næste uge, når det danske Davis Cup-hold møder Bulgarien.