Christopher kan glæde sig over at have slået en vild rekord, der er nok til at placere ham i en liga for sig.
Christopher har på kort tid formået at sætte en helt vild rekord, som ingen dansk kunstner tidligere har været i nærheden af.
På bare to dage formåede den danske popstjerne at sælge intet mindre end 50.000 billetter til hans kommende koncert på Amager, hvilket fik ham til at reagere med undren på Instagram.
“Jeg er målløs,” lød det fra ham, da han præsenterede det store salg.
Siden er yderligere 10.000 billetter blevet solgt, og det tipper ham over en helt særlig grænse.
Det betyder nemlig, at den 34-årige sanger skal spille den største selvstændige koncert, et dansk navn nogensinde har afholdt, skriver B.T.
Danske megakoncerter er set før
Store koncerter af den kaliber er ikke noget nyt herhjemme. Shu-bi-dua holdt blandt andet tilbage i 1989 en stor comeback-koncert på Bellevue Strand nord for hovedstaden Sankt Hans aften.
Her er det dog værd at nævne, at adgangen var gratis, og derfor findes der ingen sikre tal. Bandet har dog selv fortalt, at politiet anslog fremmødet til at være på omkring 100.000 mennesker.
Rugsted & Kreutzfeldt var i deres storhedstid i stand til at trække hele 50.000 tilkuere ind i Tivoli i 1981.
I nyere tid har både Volbeat og The Minds of 99 gjort noget tilsvarende i Parken, og sidstnævnte nåede endda at afvikle tre koncerter samme sted i 2024.
Sker i september 2027
Med 60.000 solgte billetter overgår Christopher altså dem alle, når det gælder én enkelt koncert.
Han har i forvejen bevist, at han har navnet til at kunne trække folk af huse. I juni optrådte han nemlig foran lidt over 30.000 tilskuere i Valby Parken.
Rekordkoncerten løber af stablen i Øresundsparken på Amager den 4. september 2027.