Kronprins Christian melder klart ud: Ville helst være det foruden

Tronfølgeren taler åbent om en side af livet som kongelig, som han gerne ville have været foruden.

Kronprins Christian har gjort det helt klart, at han helst ville være helt fri for det søgelys, som hans rolle som kongelig bringer med sig.

Det fortæller han i et længere interview med Politiken, hvor der blandt andet bliver spurgt ind til den store interesse, han vakte, da han i sommer dukkede op til fest på en række festivaler.

“Jamen, jeg er fuldstændig med på, at det er der. Jeg ved også godt, at det er sådan, det er. Men hvis det skulle være helt op til mig, så ville jeg helst være foruden,” siger han.

Festede på Smukfest

Ked af det er han dog ikke. Derfor er det heller ikke noget, han har intentioner om at beklage sig over. Han understreger også igen, at han godt ved, at interessen er til stede, men at han indimellem gerne ville slippe for den.

Én af festivalerne, som han deltog i denne sommer, var Smukfest.

Her viste blandt andre Ekstra Bladet en række billeder af den 20-årige kronprins, da han lørdag var dukket op for at høre The Minds of 99 spille – i lyseblå skjorte og med solbriller, selvom klokken var over 21.

Kongehuset bad om ro

Da festivalerne var slut, kom kongehusets kommunikationschef, Nina Munch-Perrin, med en klar bøn til medierne. Hun bad nemlig medierne om at lade den 20-årige more sig uforstyrret.

Hun henvendte sig skriftligt til TV 2-programmet ‘Presselogen’, som tog mediernes dækning af kronprinsens festliv op.

“Det, vi gerne kraftigt vil appellere til, særligt når det gælder de unge kongelige, er mere mådehold, når det gælder mængden, længden og nærheden af optagelser og billeder. Der skal være plads til et ungdomsliv. Derfor burde det ikke være nødvendigt, at eksempelvis kronprinsen selv skal hen og sige, at nu er det vist nok,” skrev hun i denne forbindelse.

 

Læs mere om...