Malte Ebert og Christopher har fundet sammen med en erfaren forretningsmand om et nyt fælles projekt.
Musikerne Malte Ebert og Christopher Nissen har i forvejen en hel del at se til, men det har dog ikke stoppet dem i også at stifte et fælles firma.
Den tredje partner i selskabet er Christophers ven Jannick Lindberg, som bedst er kendt for at have bygget modelbureauet Le Management op.
“To popstjerner og en manager. Det lyder som starten på en dårlig joke, men vi tager det faktisk ret seriøst. Tre mand, én fælles drøm og cirka 117 forskellige holdninger til, hvordan vi kommer derhen. Jannick, Christopher & Malte! Bum! Vi har slået pjalterne sammen og skabt JOURNEY HOUSE,” lyder det på firmaets nye Instagram ifølge HER&NU.
Hjælp til artister
Journey House er blevet stiftet med en mission om at skulle være et kreativt samlingssted for musik, kunstnere, utraditionelle idéer og folk med høje ambitioner.
Målet er derfor efter bedste evne at kunne hjælpe kunstnere til holdbare karrierer, et personligt udtryk og spor i kulturen, som bliver stående.
“Vi aner ikke helt, hvor rejsen ender, men vi glæder os helt åndssvagt til at vise jer, hvad vi har gang i,” skriver trioen i deres opslag.
Artisten bestemmer
På hjemmesiden uddyber det nye selskab, at det varige er en autentisk profil med en person bag, som fans både vil være i stand til at genkende og have tillid til.
Firmaet ønsker at hjælpe artisterne med at finde og skærpe netop det, men artisten bestemmer altid selv. Det vil sige, at Journey House efter bedste evne vil rådgive uden at tage beslutningerne for dem.
Jannick Lindberg har siden 2010 drevet Le Management, som han har udviklet til i dag at være et af de mest anerkendte bureauer for modeller internationalt.
Malte Ebert har fundet et nyt udtryk som kunstner, og Christopher har lyttere langt uden for Danmark. Tilsammen danner de derfor en trio, der både kender branchen fra artistens og forretningens side.