TV 2-kendis er død: Blev kun 43 år

TV 2-kendissen, som tv-seerne har lært at kende gennem flere sæsoner af et populært program, er gået bort.

Rasmus Beier Müller, som seerne har lært at kende i form af hans rolle som læge i TV 2-programmet ‘Korpset’, er død.

Sæsonfinalen, der bliver sendt på torsdag, mindes ham lige før rulleteksterne. Han har været en del af programmet siden 2022.

“I kærligt minde om læge Rasmus Beier Müller,” står der på skærmen ifølge Ekstra Bladet.

Var kortvarigt syg

Mediet skriver også, at Rasmus Beier Müller gik bort den 28. september, og at han kun blev 43 år gammel.

Over for Ekstra Bladet oplyser familien, at han havde været syg med kræft i kort tid, inden han gik bort.

Ud over det har familien ikke ønsket at kommentere dødsfaldet.

TV 2 sender tak

Også TV 2 har bekræftet nyheden via redaktør Mads Volck, som har udtalt sig til både SE og HØR og Ekstra Bladet.

“Vi er dybt berørte over, at Rasmus er gået bort, og vores varmeste tanker går til hans familie og pårørende. Rasmus har været læge på ‘Korpset’ gennem de seneste fem sæsoner, og vi vil gerne takke ham for hans store indsats og engagement. Ære være hans minde,” siger han.

Rasmus Beier Müller tog sin lægeuddannelse på Københavns Universitet og blev færdig i 2011. Ved siden af tv-arbejdet var han desuden ansat i akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital.