En række opslag på de sociale medie har spredt en opsigtsvækkende historie om den norske prinsesse Märtha Louise, som nu reagerer på det.
Prinsesse Märtha Louise og hendes ægtemand, Durek Verrett, er blevet centrum for en falsk historie, der på det seneste har spredt sig på det sociale medie Facebook.
Flere falske sider på det sociale medie forsøger tilsyneladende at få brugerne til at tro, at den norske prinsesse venter barn med sin amerikanske mand.
Påstanden bliver ledsaget af en række manipulerede billeder, som naturligvis har til formål at få opslagene til at virke troværdige. Historien er imidlertid ikke sand.
Tager sagen alvorligt
Den 55-årige prinsesse og hendes 51-årige ægtemand, der er kendt som shaman, er bekendt med de mange vildledende opslag.
Parrets manager, Carina Scheele Carlsen, har over for norsk TV 2 bekræftet, at de er opmærksomme på problemet.
“Det er noget, vi tager meget alvorligt og følger op på,” siger hun til mediet.
De falske Facebook-sider fremstiller det som om, ægteparret selv har offentliggjort nyheden om en graviditet. Det er dog en opdigtet fortælling, og der er derfor ikke hold i den.
Kan være forsøg på svindel
Ifølge norsk TV 2 kan der ligge økonomiske interesser bag, at der bruges flere Facebook-sider til at sprede den usande historie om prinsesseparret.
Mediet peger på, at opslagene muligvis skal lokke personer til at afgive private oplysninger eller betale penge. Samtidig kan opmærksomheden omkring historien også bruges til at skabe annonceindtægter.
De mange falske opslag findes på Facebook, som er ejet af teknologivirksomheden Meta.
Meta har fået forelagt sagen, men har endnu ikke fremlagt en nærmere redegørelse. De oplyser, at de har brug for yderligere tid til at undersøge forholdene.