Går i flæsket på Troels Lund: “Vil ikke rejse mig op”

Ikke nok med, at han retter kritik af Troels Lund Poulsen, så boykotter han også landsmødet på grund af partitoppen.

Venstres lokalformand i Aabybro, Claus Rom, har ingen intentioner om at dukke op til partiets landsmøde i Herning, da han ikke ønsker at vise sin opbakning til Troels Lund Poulsen og den øvrige ledelse.

Han mener ganske enkelt ikke, at partitoppen leverer gode nok resultater.

Udmeldingen kommer da også i en tid, hvor Venstre kæmper med dårlige meningsmålinger og intern uro. Over for TV 2 Nord fortæller Claus Rom, at utilfredsheden også præger den lokale partiforening.

Fravælger landsmøde

Claus Rom lægger ikke skjul på, at han sidder tilbage med en meget stor utilfredshed med partiets ledende profiler.

“Jeg tager ikke selv derned, for jeg vil ikke rejse mig op, når Troels Lund, Stephanie Lose og Marie Bjerre kommer på banen,” siger han.

Han kritiserer i samme ombæring også ledelsen for ikke at lytte til vælgerne og undrer sig ligeledes over den meget omtalte ekskludering af Preben Bang Henriksen.

Det mangeårige folketingsmedlem blev smidt ud af Venstre den 28. oktober efter at have nægtet at love aldrig igen at stemme imod partilinjen. Uenigheden handlede oprindeligt om lovforslaget om en ny kvælstoflov.

Kræver hemmelig afstemning

Også i Aabenraa er der begyndt at dukke kritik op af Venstres ledelse. Byrådsmedlem Eivind Underbjerg Hansen ønsker en hemmelig afstemning på landsmødet, så partiets medlemmer selv kan tage stilling til opbakningen til Troels Lund Poulsen.

“Afstemninger i min verden bør altid være hemmelige eller i hvert fald skriftlige,” siger han.

Han mener, at det kan være svært for medlemmerne at vise sin modstand ved en åben afstemning, hvor alle omkring én rejser sig.

 

Læs mere om...