Striden om Anne Linnets have på Holmen er slet ikke slut endnu, da den kendte sangerinde nu har rettet en alvorlig anklage mod kommunen.
Konflikten mellem Anne Linnet og Københavns Kommune ser bestemt ikke ud til at være slut. Tværtimod har den faktisk fået endnu et kapitel efter den langvarige sag om hendes private have på Holmen.
Den 72-årige sangerinde beskylder nu kommunen for at have håndteret hendes personlige oplysninger på en måde, som hun mener kan vise sig at være alvorlig.
Det fremgår af en mail, som Ekstra Bladet har set. Her retter Linnet en direkte kritik mod kommunen på grund af offentliggørelsen af hendes private adresse.
Kritiserer behandling af adresse
“Desuden mener undertegnede (Anne Linnet, red.), at Københavns Kommune har behandlet mine personoplysninger uforsvarligt. Vel faktisk ulovligt. Da man fra Københavns Kommunes side har offentliggjort sagen med min private bopæls adresse,” skriver hun.
Anne Linnet peger i denne forbindelse på, at hun har adressebeskyttelse, og derfor er af den opfattelse, at kommunens håndtering har gjort hendes bopæl tilgængelig på nettet.
“Undertegnede har BESKYTTET adresse, men Københavns Kommunes offentliggørelse, af min private bopæls adresse, har afstedkommet, at min adresse nu findes på Google Maps søgninger,” skriver.
Ekstra Bladet skriver, at man for omkring en uge siden kunne finde stedet på Google Maps som ‘Anne Linnets have’. Navnet er dog efterfølgende blevet ændret til ‘Offentlig have’.
Fortsat strid
Selve konflikten handler om et privat haveområde på havnefronten, som Københavns Kommune mener er etableret ulovligt.
Anne Linnet har fået nej til dispensation hos kommunen og senere hos Planklagenævnet.
Nævnet traf den 18. juni i år en endelig afgørelse om, at haven skulle fjernes. Sangerinden har dog ikke givet op på sagen, da hun efterfølgende har bedt om at få sagen genoptaget.
Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikforvaltning har fået forelagt anklagerne, men afviser kritikken, skriver Ekstra Bladet.