Bog afslører bizarre Trump-vaner: Sætter personale på overarbejde

Ny bog om Donald Trumps liv i Det Hvide Hus afslører vaner, der skaber ekstra arbejde for personalet.

Donald Trump har ifølge en kommende bog en række usædvanlige vaner, som har medført, at personalet i Det Hvide Hus har fået en ekstra arbejdsbyrde.

Det skriver det britiske medie Daily Mail med henvisning til bogen, der giver et indblik bag kulisserne i præsidentens hverdag.

Den nye bog er skrevet af New York Times-journalisterne Maggie Haberman og Jonathan Swan og har fået titlen ‘Regime Change: Inside the Imperial Presidency of Donald Trump’.

Rod i Det Hvide Hus

Ifølge bogen er præsidenten tilsyneladende glad for at spise snacks, før han går til ro.

Det resulterer dog i, at hans soveværelse ofte er fyldt med tom emballage fra blandt andet chips og is – både i skraldespanden og på gulvet.

“Personalet er også begyndt at overvåge affaldet, efter man fandt ud af, at han nogle gange smed Det Hvide Hus’ sølvbestik ud,” lyder det i bogen.

Også badeværelset volder problemer, idet Trump insisterer på at have et gulvtæppe, som konstant bliver gennemblødt efter hvert brusebad.

Som løsning har man besluttet at indføre måtter af samme materiale, der løbende bliver skiftet ud og tørret.

Har eget værelse

Det faktum, at Trump og førstedamen Melania Trump ikke deler soveværelse, har ligeledes givet anledning til omtale i bogen.

Efter parrets indflytning begyndte den amerikanske præsident straks at flytte rundt på flere forskellige genstande i bygningen for at indrette stedet efter sit eget hoved.

“Det virkede næsten som om han konkurrerede med hende om at have det bedste værelse,” lyder det i bogen.

I nogle af de perioder, hvor Melania Trump har været fraværende fra residensen, har personalet været nødt til at ringe og spørge hende til råds.

Ved en lejlighed blev Trump gjort opmærksom på, at han fjernede genstande, hans hustru selv havde placeret – hvilket han ifølge bogen virkede til at være ganske uberørt af.

 

Læs mere om...