Skuespiller Katja Miehe-Renard er død i en alder af 82 år.
Hun var succesfuld skuespiller med et langt CV, og var desuden datter af det kendte skuespillerpar Louis Miehe-Renard og Caja Heimann.
Dødsfaldet fremgår af de offentlige registre og er desuden blevet bekræftet over for SE og HØR af hendes lillebror, Martin Miehe-Renard.
Én blandt otte søskende
Da han talte med SE og HØR mindedes Martin Miehe-Renard sin storesøster med varme ord:
“Jeg elskede min søster. Vi var otte børn, så det er mærkeligt, at der pludselig begynder at blive færre end otte. Hun har været en fantastisk storesøster. Et vidunderligt menneske,” sagde han.
Ifølge lillebroren levede hun det sundeste liv blandt alle i søskendeflokken, og derfor har det også været svært for ham at forestille sig, at hun skulle gå bort.
Hun havde dog gennem længere tid været ramt af kræft, hvilket medførte, at hun levede med smerter i det daglige.
Martin Miehe-Renard fortæller desuden, at det nåede til et punkt, hvor døden nærmest føltes som en befrielse for hende, selvom man selvsagt aldrig ønsker at miste en af sine nærmeste.
Nåede familiefest i august
Revyskuespilleren medvirkede i en lang række film, hvilket blandt andet tæller ‘Busters Verden’, ‘Flådens friske fyre’ og ‘Vores lille by’.
Kort inden sin død nåede hun at deltage i sin lillebrorens runde fødselsdag.
“Hun nåede heldigvis at være med til min 70-års fødselsdag i august. Der havde jeg hende til bords, og det var dejligt,” sagde han.
Det blev desværre også den sidste gang, familien var samlet med hende, eftersom Katja Miehe-Renard sov stille ind den 16. september.
Familien har siden fået et væld af breve fra folk i branchen, og det har ifølge hendes lillebror været godt for dem at mærke, hvor meget hun også betød for andre end dem.