
For mange danskere er Cecilie Hother kendt som den smilende vejrvært på TV.
Men bag skærmen har hun gennem flere år båret på en tung sorg, da hendes far har kæmpet med Alzheimers.
Nu er kampen slut. I weekenden sov Cecilie Hothers elskede far nemlig stille ind.
Det har hun selv afsløret i et opslag på Instagram, hvor hun også deler en række rørende billeder både fra kirken, men mest af alt af alle de skønne minder, de nåede at få sammen.
At offentligheden får et indblik i det svære er ikke noget nyt. For Cecilie Hother har tidligere været åben om, hvor svært det er at være pårørende til en far, der langsomt forsvinder ind i sygdommen.
Svært at være pårørende
Hun har delt, hvordan det kan være uforudsigeligt at besøge ham – nogle gange kunne han huske hende, andre gange gled ansigtet på datteren ud af hans hukommelse.
Hun fortalte også om frygten, der fulgte med:
–Det her lyder sikkert meget kryster-agtigt, men jeg er – helt ærligt – begyndt at være lidt bange for at besøge min far. For hvad er egentlig bedst/værst?, skrev hun tidligere på Instagram.
I et nyt instagram-opslag fortæller hun nu om, hvordan det er at skulle sige farvel til ham for en sidste gang.
Minder fra barndommen
Hun husker, hvordan familien hver sommer tog til Skagen, hvor hun ofte faldt i søvn på sandfyldte håndklæder i sin fars arme, mens han fortalte historier.
– Han digtede historier om Store Sky og Lille Sky, som rejste sammen over hele verden. De så løverne på savannen, sælerne på Grønland og koalaer i Australien. På en sommer nåede vi hele verden rundt – og gerne under havet også, skriver hun.
Til historierne hørte altid en morale, små som store.
– Behandl andre mennesker, som du selv vil behandles. Man skal rydde op på sit værelse. Lav dine lektier. Hav kun gode mennesker i dit liv, fortæller hun og tilføjer, at de historier har formet hende som menneske.
Et sidste farvel
Nu er stemmen bag de historier forstummet. I weekenden fik hendes far fred, og tirsdag sagde familien et sidste farvel i kirken.
– Som mange af jer måske ved, havde min far Alzheimers, så på mange måder er jeg glad for, at min far fik fred. Men i mit hjerte er sorgen over at miste min far en kæmpe sorg. Og lige meget hvor meget jeg har forberedt mig, så er jeg hjerteknust. Min far er væk, og egoistisk set ville jeg gerne have, at han var her, skriver Cecilie Hother.
Selv om sygdommen langsomt tog ham fra hende, understreger hun, at arven fra ham aldrig forsvinder.
– Min fars stemme er borte, men historierne lever videre i mit hjerte, og de bliver givet videre til Ellinor og Aksel, så sjælen og arven fortsat lever, skriver hun afslutningsvis.
Ikke den første store sorg
Det er ikke første gang, Cecilie Hother har måttet gennemleve en stor personlig sorg.
Tilbage i 2019 mistede hun og hendes mand, Thomas Gregers Honoré, deres søn, da hun var seks måneder henne i graviditeten.
Også den oplevelse har hun delt åbent med offentligheden.
– Jeg oplevede, at andre kunne nikke genkendende til min oplevelse. Det hjalp også mig. Det blev en forløsning at opleve. Jeg vidste, at det var vigtigt at være helt ærlig, så det blev oprigtigt. I respekt over for andre, som måske kunne bruge det til noget, har hun tidligere udtalt.
Sammen har parret i dag datteren Ellinor og sønnen Aksel, som nu også får arven fra morfar gennem de historier og værdier, Cecilie tager med sig videre.
Du kan se de rørende billeder og stunder herunder:
Hvor er det bare rørende. Hjælp os gerne med at sende hende en venlig tanke i kommentarfeltet på Facebook.
LÆS MERE:
- Cecilie Hothers far ramt af demens: Nu deler hun svære ord om “helvedet”
- Cecilie Hother mistede sin søn under graviditeten: Deler hjerteskærende ord om sorgen