Tobias Hamann lavede ikke selv sin bryllupskage, da opgaven i stedet var gået til en anden DR-kendis.
I weekenden blev Tobias Hamann og Patricia Thyberg viet i Valdemars Slots Kirke, hvor det celebre par endelig kunne sige ja til hinanden.
Til en sådan fest hører naturligvis en bryllupskage. Men selv om Tobias Hamann tidligere har vundet ‘Den store bagedyst’ på DR, stod han ikke selv for at bage den i denne omgang.
Det oplyser Patricia Thyberg til BILLED-BLADET.
“Det var en længere diskussion. Ikke på en negativ måde, men vi havde mange tanker oppe at vende. Den perfekte historie havde selvfølgelig været, hvis Tobias havde lavet den, men det var i sidste ende for meget pres,” siger hun.
En anden tog over
For at skåne parret for at ramle ind i en masse unødig travlhed i forbindelse med brylluppet, valgte de i stedet at få hjælp fra en anden profil fra ‘Den store bagedyst’.
Opgaven landede nemlig hos Kirsten Thur, der nåede hele vejen til finalen i programmet tilbage i 2017.
Hun driver i dag konditoriet Kondit&dat i Vejstrup på Fyn, hvorfor hun selvsagt også er meget velbevandret, når det kommer til at bage kager.
Efter tiden i DR-programmet har hun desuden brugt tid på at uddanne sig til både konditor, ismester og chocolatier.
Hvid kage med kirsebær
Kagen, som Kirsten Thur skabte, var høj og hvid. Desuden er det også kommet frem, at den var pyntet med kirsebær og smørcreme.
Tobias Hamann og Patricia Thyberg har dannet par siden 2022.
I efteråret 2024 kunne de desuden glæde sig over, at de her blev forældre til sønnen Franz.