DR-kendis udgiver ny bog: Vil afsløre alt

Efter en turbulent tid i offentligheden fortæller den 65-årige DR-kendis nu sin helt egen version af forløbet, hvilket sker i en kommende bog.

Haraldur ‘Halli’ Sigvaldson oplevede, hvordan det var at gå igennem en hård omgang i offentligheden, efter at han var med i anden sæson af DR-programmet ‘Hotel Romantik’ i foråret.

Nu har islændingen besluttet sig for at tage bladet fra munden og komme med sin egen udlægning i en bog, oplyser han til SE og HØR.

I den nye bog kommer han blandt andet ind på følelsen af at blive svigtet af produktionen, af at blive hængt ud og udskammet og af at blive udsat for voksenmobning.

Bogen kommer til at hedde ‘Halli fra Hotel Romantik – Alt det der skete bag kulisserne’.

Forholdet der kuldsejlede

I programmet faldt den 65-årige Halli ganske hurtigt for Jena Frederikke Krogslykke, og de fremstod da også som et par næsten fra begyndelsen.

De virkede til at være enormt tætte fra start og udvekslede både kys og kærlige ord på skærmen.

Idyllen varede dog ikke ved, for Jena valgte nemlig at sætte et endeligt punktum for forholdet foran kameraerne, og Halli rejste hjem, inden programmet var slut.

Det kom siden frem, at han var midt i en skilsmisse og adskilt fra sin hustru, da han sagde ja til at være med i tv-programmet.

Alligevel fandt han og konen Sanne sammen igen blot fire dage efter, at han vendte hjem fra optagelserne.

Følte sig hængt ud

Efter at sæsonen har kørt over de danske tv-skærme, har forklaringerne ikke stemt helt overens. Ifølge Halli har Jena villet genoptage kontakten, hvilket hun har afvist.

Han oplever desuden, at de øvrige deltagere har taget parti, blokeret ham og ekskluderet ham fra en fælles Facebook-gruppe.

“Jeg føler mig som en karakter i programmet. Som en skurk. En meget endimensionel rolle”, siger han til SE og HØR.

Han retter i samme ombæring også en skarp kritik mod DR, som efter hans mening svigtede deltagerne.

“Jeg er pissegal på DR. De lover os deltagere at tage sig af os, men det har de ikke gjort”, lyder det.

SE og HØR har rettet henvendelse til DR om forløbet, men de er ikke vendt tilbage.