Efter Liam Paynes død: Nu er ven renset for alle anklager

Liam Paynes ven er blevet endeligt frifundet for at bære et medansvar for sangerens dødsfald i Buenos Aires.

Roger Nores, som var en tæt bekendt af Liam Payne, er nu blevet helt og aldeles frikendt for påstandene om, at han skulle have haft del i ansvaret for den kendte sangers død.

Det fremgår af flere britiske medier, herunder Daily Mail.

Baggrunden er, at anklagemyndigheden har besluttet ikke at anke beslutningen om at droppe sagen mod ham. Det vil sige, at hans frifindelse nu er endelig.

Anklaget for uagtsomt manddrab

Den tidligere One Direction-stjerne omkom i oktober 2024 efter et fald fra tredje sal på et hotel i den argentinske hovedstad, Buenos Aires.

Senere undersøgelser fastslog, at Payne havde store mængder alkohol og narkotika i kroppen, da han døde.

Efter dødsfaldet rejste myndighederne sigtelse mod Nores, som i denne forbindelse med anklaget for uagtsomt manddrab.

De mente, at han ikke havde sørget for at reagere godt nok, selv om han var bekendt med sangerens misbrug og med, at Payne ikke selv kunne tage vare på sit eget helbred.

Han blev desuden beskyldt for at have efterladt sangeren i en udsat situation kort før faldet.

Efterforskningen fortsætter

Nores har fra begyndelsen afvist beskyldningerne og holdt fast i, at han forsøgte at hjælpe sin ven efter bedste evne.

Via sin advokat har han fremhævet, at han hverken fungerede som læge eller behandler for sangeren og derfor ikke bar et fagligt ansvar.

Sagen om Paynes død er stadig åben, og undersøgelserne er endnu ikke bragt til ende. To personer, der mistænkes for at have solgt og leveret kokain til den britiske stjerne, sidder fortsat varetægtsfængslet.

Efterforskerne arbejder ifølge britiske medier fortsat med spor og data fra elektroniske apparater.

 

Læs mere om...