Ved en prisuddeling havde den dansk-svenske skuespiller pludselig en privat nyhed at dele med publikum.
Søndag aften var det en veloplagt David Dencik, der var mødt op i Skuespilhuset for at få overrakt Lauritzen-prisen.
Den 51-årige skuespiller, som både er dansk og svensk, havde da også mere end blot prisen at glæde sig over.
I sin tale foran hele salen fortalte han nemlig, at han har fået sig en ny kæreste. Det skriver HER&NU.
Takkede sine nærmeste
Da han skulle sende en tak i forbindelse med at have fået overrakt prisen, rettede skuespilleren nogle personlige ord mod dem, der betyder mest for ham.
“Tak til mine børn og til min kæreste, som sidder dér, som jeg holder meget af og elsker,” sagde han.
Bagefter kunne han over for HER&NU fortælle, at kæresten hedder Signe, men han var dog ikke interesseret i at afsløre mere om hende.
Nyheden er kommet omtrent et år efter, at hans ægteskab med Sofie Munch endte i en skilsmisse.
Deres ægteskab varede 13 år, og sammen har de to børn.
Donerede penge
Aftenens romantiske nyhed var dog ikke den eneste grund, som den 51-årige stjerne havde til at trække på smilebåndet.
Han kunne nemlig også glæde sig over at skulle dele Lauritzen-prisen med skuespillerkollegaen Iben Hjejle.
Prisen affødte en skattefri sum på 250.000 kroner og desuden 50.000 kroner til en mærkesag, som modtageren selv vælger.
De 50.000 kroner har David Dencik valgt at give til Center for Digital Pædagogik.
I Danmark er han blandt andet kendt for sine roller i Huset, Kastanjemanden og Mænd & Høns.
Han har dog bestemt også gjort sig bemærket internationalt med roller i tv-serien Chernobyl og James Bond-filmen No Time to Die.