Liam Payne mistede i 2024 livet i en tragisk ulykke. Nu står det klart, hvem der skal arve hans store formue.
Da One Direction-stjernen Liam Payne i oktober 2024 omkom efter et fald fra en hotelbalkon, efterlod han sig intet testamente.
Konsekvensen af dette er nu blevet fastslået af Højesteret: Den fulde formue tilfalder hans eneste søn, skriver The Sun.
Sønnen arver alt
Bear Payne er kun 9 år gammel, men han kan nu med rette kalde sig mangemillionær.
Det bliver nemlig ham, der overtager arven efter sin far, der ifølge The Sun beløber sig til knap 182 millioner kroner.
Heri indgår blandt andet en lejlighed i London-forstaden Chalfont St Giles, som Liam Payne erhvervede i 2021 til en pris svarende til 28 millioner kroner.
Ifølge The Sun har hans ekskæreste, influenceren Kate Cassidy, ikke fremsat krav om at få en del af boet.
Kæmpede med misbrug
Liam Payne var kun 31 år gammel, da argentinske myndigheder fandt ham livløs foran et hotel i Buenos Aires i oktober 2024.
Myndighedernes efterforskere konstaterede kort tid efter, at dødsårsagen var et styrt fra tredje etage i bygningen.
“Sangskriver og guitarist Liam James Payne, tidligere medlem af One Direction, har i dag mistet livet efter at være faldet ned fra tredje etage på et hotel i Palermo,” lød det i en erklæring fra myndighederne.
Liam Payne havde i en årrække kæmpet med misbrug af både alkohol og stoffer, og obduktionen viste også spor af begge dele i kroppen på det tidspunkt, han faldt ned.
Undersøgelser af hans hotelværelse afslørede desuden tegn på forudgående indtagelse af rusmidler.