Fans eksploderer i vrede: Rod Stewart i massiv modvind efter beslutning

Rod Stewart aflyste en af sine koncerter på grund af stemmebåndsbetændelse, men dukkede så op til VM-fodbold dagen efter.

Den 81-årige britiske sanger Rod Stewart aflyste fredag sit planlagte show i San Diego i Californien. Og det gjorde han endda ganske få timer inden koncertstart.

Ifølge et opslag på sangerens Instagram skyldtes aflysningen, at han var blevet ramt af en betændelse i stemmebåndet.

Kun et døgn senere delte Stewart dog en ny video fra en VM-fodboldkamp i Boston. Her kunne man se ham være i ganske godt humør sammen med sønnerne Alastair og Liam Stewart.

Rasende fans

Videoen udløste en storm af kritik i kommentarsporet, fordi han valgte at aflyse sin koncert, men alligevel tog til fodbold.

“Det er hårdt at acceptere, at du fester på et fly med dine venner mindre end 24 timer efter, at tusindvis af mennesker var sendt skuffede hjem fra San Diego,” skrev en fan i en kommentar ifølge Ekstra Bladet.

Samme kommentar fremhævede, at mange af hans fans havde investeret betydelige summer i billetter, hotel og transport samt taget fri fra arbejde.

“At se dig flyve på tværs af landet for en fodboldkamp den næste morgen får situationen til at føles mere tonedøvt,” lød det videre.

Mønster gentager sig

Aflysningen i San Diego er da heller ikke et enkeltstående tilfælde for Stewart, hvilket næppe har gjort situationen bedre.

I maj blev to af Stewarts Las Vegas-shows ligeledes aflyst som følge af helbredsproblemer.

Det har blandt andet fået en fan til at omtale ham som ‘Kongen af koncertaflysninger’, mens en anden skriver, at det er det andet show i år, han forgæves er rejst til.

Flere fans opfordrer desuden sangeren til at overveje, om hans helbred fortsat er foreneligt med en aktiv karriere på scenen. Stewart har siden 2024 været på turné under navnet ‘One Last Time’.

 

Læs mere om...