Isam B kom med kontroversielle udtalelser: Nu får det konsekvenser

Et spillested har besluttet sig for at trække stikket på en planlagt koncert, efter at sangeren har vakt stor harme med et udsagn om kvinder.

En koncert med Isam B. og hans band, der efter planen skulle være løbet af stablen den 6. marts næste år på Kulturcafe Ludvig i Sorø, kommer nu ikke til at finde sted.

Baggrunden for dette er, at den kendte sanger er kommet med en række bemærkninger om kvinder iført niqab.

Ifølge spillestedet har Isam B. på det seneste været optaget af at udbrede nogle af sine egne holdninger, som stedet ikke ønsker at blive forbundet med.

Det har Kulturcafe Ludvig selv givet udtryk for i et opslag på det sociale medie Facebook, skriver Ekstra Bladet.

Skabte stor røre

Aflysningen er indtil videre toppunktet i den storm, som sangeren har formået at placere sig selvi.

Uroen brød ud, efter at han i podcasten ‘Platform’ tidligere på ugen sagde, at noget af det mest feministiske en kvinde kan gøre, er at bære niqab og dermed fremstå som en slags ninja.

“Fordi det er vildt provokerende. Vi mænd vil gerne se dig, men du kan se os, og vi kan ikke se dig,” lød det også fra Isam B i podcasten.

Udtalelsen fik både flere politikere, Dansk Kvindesamfund og statsminister Mette Frederiksen på banen i løbet af lørdagen.

Svarede igen

Mette Frederiksen skrev blandt andet i et opslag på Facebook, at det er hånligt over for de kvinder, der dagligt kæmper en hård kamp, når en niqab sammenlignes med at være en ninja.

Blot en time senere tog Isam B. til genmæle på det sociale medie Instagram og afviste, at han bevidst forsøgte at nedgøre nogen.

Han medgav, at statsministeren gerne må være uenig, men understregede, at der er forskel på at diskutere niqab og at tillægge ham et ønske om at spotte kvinder, der går med den.

Hos Kulturcafe Ludvig står beslutningen dog fast. Stedet oplyser, at Isam B. heller ikke fremover vil blive inviteret til at optræde.

 

Læs mere om...