Efter ikke at have spillet en professionel kamp i 11 måneder, vendte Holger Rune i weekenden tilbage til banen.
Holger Rune opsummerede selv sine to første professionelle kampe i løbet af de seneste 11 måneder som den ‘perfekte weekend’, da han satte sig ned foran pressen i Hillerød.
Fredag stod han ud med at vinde over Iliyan Radulov i to sæt. Dagen efter krævede det lidt ekstra sæt at få bugt med Grigor Dimitrov, der tidligere har været blandt verdens bedste, men det lykkedes for den unge dansker.
Begge sejre var desuden med til at sikre Danmark en samlet sejr på 3-2 over Bulgarien.
Kaptajn mangler ord
Frederik Løchte Nielsen, der er dansk Davis Cup-kaptajn, lagde efterfølgende ikke skjul på sin begejstring, da han tænkte på, hvor længe danskeren har været væk fra banen.
Han hæftede sig i særligt høj grad ved, at Rune har været ude i næsten et år og i store dele af perioden ikke engang har været i stand til at gå ordentligt. Alligevel kunne man ifølge kaptajnen ikke aflæse skaden på spillet.
“Jeg kan virkelig ikke forstå, hvor god han er til tennis. Han er ude i 11 måneder og kan ikke gå i halvdelen af tiden. Hvis du ikke vidste, at han havde været skadet, ville du ikke kunne se det. Det er ikke bare én dag, men to dage og 7-6 i tredje sæt. Det er svært at finde ord for,” sagde han til TV 2 Sport.
Modgang i tredje sæt
Kaptajnen understregede desuden over for Ritzau, at niveauet nærmest har rystet ham, når man tænker på, at Rune ikke har været i aktion i tæt på et år.
“Jeg er helt rystet over hans niveau for at være helt ærlig,” lød det fra ham.
Lørdag formåede Rune igen at optræde med både overskud og tydelig spilleglæde på banen.
Undervejs gik det dog ikke kun én vej, eftersom han ved en føring på 5-3 i tredje sæt måtte se tre partier i træk gå den forkerte vej. I sidste ende besejrede han dog Dimitrov i en tæt tiebreak.