Kendt TV 2-vært afslører: Lancerer sin egen podcast

Den kendte TV 2-vært Kristian Bech er klar til et nyt kapitel efter flere år på skærmen, da han kaster sig over at lancere en podcast.

TV 2-værten Kristian Bech har afsløret, at han snart er klar til at lancere et helt nyt projekt.

Den tidligere politiassistent meddeler nemlig i et opslag på det sociale medie Instagram, at han inden årets udgang vil lancere en krimipodcast.

De nærmere detaljer om podcastens indhold og den præcise udgivelsesdato har han dog endnu ikke offentliggjort noget om.

Erfaring fra politiet

Bech skriver i sit opslag, at han ønsker at trække på sin baggrund fra politiet i det nye format og lover på den måde at kunne give et nuanceret blik på arbejdet bag uniformen.

“Jeg håber, at jeg i kraft af min baggrund fra politiet, sammen med de kommende medvirkende, kan være med til at bringe et nuanceret og ærligt indblik i politiarbejde, på godt og ondt,” skriver han i opslaget.

Formatet med at arbejde med krimi er ganske velkendt grund for Bech, der siden 2015 har produceret og præsenteret programmer i genren, herunder ‘Som sunket i jorden’ og ‘Eftersøgt – med Kristian Bech’.

Bred profil

I sine egne programmer har han gennem årene hjulpet pårørende med at opspore forsvundne familiemedlemmer, ligesom han har været vært på ‘De forsvundne fædre’.

Kristian Bech har dog også vist sig fra en anden side på skærmen, da han i 17. sæson af ‘Vild med Dans’ nåede frem til tredje program, inden han blev sendt ud af konkurrencen.

 

Læs mere om...