Kort før et længe ventet topmøde er tonen mellem de to stormagter blevet iskold – og nu varsler Beijing tilmed et modtræk.
Om knap en måned er det planen, at Xi Jinping skal holde et længe ventet topmøde med Donald Trump på amerikansk jord, men mødet kan dog ende med at blive anstrengt.
Forholdet mellem de to stormagter er nemlig ikke videre hjerteligt for tiden.
Mandag gjorde USA alvor af deres trusler ved at indføre en række af nye sanktioner, der er rettet mod Iran og de lande, som handler med dem.
Blandt dem finder man Kina, og dermed rammer indgrebet også den kinesiske økonomi.
Beijing planlægger modtræk
Beskeden vækker ikke ligefrem jubel i Beijing, hvor både fastlandet og Hongkong ender med at blive berørt af de amerikanske tiltag.
Kina agter dog ikke bare at lade tiltagene stå uimodsagt og planlægger at svare med tilsvarende sanktioner mod amerikanerne.
Oplysningerne stammer fra mediet South China Morning Post, som gengiver udmeldinger fra talsmanden for Kinas udenrigsministerium, Lin Jian.
Han understreger, at Kina tager afstand fra det, landet anser for at være ulovlige sanktioner, der er indført ensidigt.
Advarer om økonomisk uro
Kina vil efter eget udsagn bruge de midler, der skal til, for at forsvare sine interesser – og det omfatter også at sætte gang i en form for modangreb.
Ifølge Lin Jian vil de amerikanske skridt yderligere skærpe de spændinger, der allerede findes mellem parterne.
Han vurderer desuden, at indgrebet kan være med til at skabe uro i verdensøkonomien og på de finansielle markeder.
Præcis hvilke skridt Kina vil tage til gengæld, er der ikke meldt noget ud om.
Kina køber mere olie fra Iran end noget andet land og mærker derfor de amerikanske sanktioner hårdt.