Statsministeren vil have flere danskere til at læse og har i denne forbindelse fået hjælp fra en række kendte ansigter.
Alt for få læser bøger, og det går ud over både viden og fællesskab, lyder det nu fra statsminister Mette Frederiksen.
I et opslag på det sociale medie Instagram har hun nu valgt at søsætte en form for bogklub, der skal få følgerne til at give hinanden lyst til flere bøger.
I denne forbindelse har hun fået assistance fra skuespillerne Nikolaj Coster-Waldau og Ellen Hillingsø, forfatteren Sara Blædel og tv-værten Rikke Gøransson. Fælles for dem alle er, at de deltager i en slags bogstafet.
Flere af dem har allerede delt en anbefaling og givet stafetten videre, lyder det fra Ritzau.
Biblioteket var fristed
Selv peger den danske statsminister på ‘Dræb ikke en sangfugl’, som amerikaneren Harper Lee udgav i 1960.
Hun beskriver også, hvordan det især var bibliotekarer, der i hendes barndom fik hende i gang med læsningen.
“De gjorde biblioteket til et fristed. Og det var blandt andet her, min egen interesse for politik blev vakt. Gennem bøgerne. Og den verden, de åbnede for mig,” skriver hun.
Dårlige Pisa-resultater
I det nye opslag tager hun også udgangspunkt i septembers Pisa-resultater, som ifølge hende viser, at de unge generationer er blevet svagere læsere.
Undersøgelsen ser især på, hvor dygtige 15-årige er til læsning, matematik og naturfag.
Denne gang scorede danske elever lavere end nogensinde, hvilket naturligvis har medført, at der er blevet rettet stor kritik af regeringen.