Parret skulle have medvirket i den kommende sæson af det populære DR-program, men blev fjernet efter optagelserne og føler sig svigtet.
Allan Beier og Katrine Asthing havde regnet med, at de havde sikret sig en plads i den kommende sæson af ‘Gift ved første blik’.
Sådan kommer det dog ikke til at gå, da DR imidlertid har valgt at fjerne dem fra programmet, da optagelserne var overstået.
Det har nu medført, at parret retter en skarp kritik mod kanalens måde at gribe forløbet an på.
De mener, at de aldrig har fået en klar begrundelse, og at de er blevet ladt i stikken. Deres oplevelse har de ifølge Ritzau delt i interviews med blandt andet B.T., Ekstra Bladet og TV 2.
“Jeg er blevet efterladt helt alene. Det er det største svigt, jeg har oplevet,” sagde Katrine Asthing blandt andet til B.T.
Beskyldninger dukkede op
Ifølge Katrine Asthing ringede produktionsselskabet i midten af juni, hvor de fortalte hende om, at de havde modtaget en anonym henvendelse rettet mod Beier.
Hun blev i denne forbindelse spurgt, om hun havde været udsat for vold i deres relation, og Beier var forinden var blevet ringet op for at have en tilsvarende samtale.
To uger senere blev de hver især indkaldt til møde med DR, produktionsselskabet Snowman og en advokat.
Her fik de besked om, at der blevet truffet en beslutning om at fjerne dem helt fra programmet på grund af påstandene.
DR afviser kritikken
Kanalen forklarer, at der efter optagelserne var kommet oplysninger frem, som ikke tidligere var lagt på bordet.
DR’s chef for ekstern tv, Anne Garlichs, oplyser desuden, at man ikke er enig i parrets fremstilling.
“Vi har stor forståelse for, at Katrine og Allan synes, at det har været en vanskelig og svær proces i løbet af de 14 dage, hvor vi vurderede sagen og tog beslutningen i denne ekstraordinære situation”, lyder det fra hende.
Beier fastholder desuden i et interview med Ekstra Bladet, at anklagerne mod ham er helt og aldeles grundløse.