
Den tidligere fodboldspiller har kastet sig ud i dansens verden i ‘Vild med dans’. Nu fortæller han, hvad der er hans største udfordring.
Danseskoene er blevet kridtet, trinene terpet og den rette musik til dansens fortælling er blevet fundet. Siden september startede har Peter Løvenkrands og partneren Jenna Bagge givet den gas i øvelokalet.
De startede konkurrencen ud med en jive til ‘Good Golly Miss Molly’ af Bruno Mars & Anderson Paak. Dansen gav dem 10 point. Mens Marianne Eihilt og Lene James Mikkelsen gav parret 3 point, var Sonny Fredie Pedersen lidt mere gavmild og gav dem 4 point. Dermed endte de på en syvende plads efter første runde.
Men selvom Peter Løvenkrands godt kan trinene, så er det noget andet, som han ser som sin helt store udfordring i programmet. Det fortalte han til Newsner, da vi mødte ham til pressemødet forud for ‘Vild med dans‘-premieren.
Det er hans største udfordring
Ifølge ham er det ikke de forskellige trin eller musikaliteten, der er hans største udfordring i programmet.
– Min største udfordring er at åbne op og ikke føle mig flov. Jeg har svært ved, specielt ædru, ikke at tænke for meget over, hvordan jeg ser ud, når jeg gør nogle ting i stedet for bare at gøre det, forklarede han og uddybede:
– Jeg er ikke så bange for dansetrinene, det er mere attituden der skal oveni og få det til at se godt ud. Det har jeg svært ved at få frem og det ligger ikke til min stærke side. Det var det i gamle dage. Det prøver vi at hive frem igen. Jenna arbejder meget på at få selvtilliden frem.
Parrets første dans var en jive, og det havde parret taget med i deres træning. Jenna Bagge har nemlig fundet en metode, der forhåbentligt kan være med til at løsne lidt op.
– Vi har aftalt, at det er jive-Peter, der gør det. Almindelig-Peter må gerne være genert. Men jive-Peter er vild og går amok på dansegulvet, lød det fra danseren.
Det bliver spændende at følge Peter Løvenkrands og de andre medvirkende i ‘Vild med dans’. Nu hjælpes vi ad med at ønske dem held og lykke fremover i programmet.