Popstjernen Gary Glitter tiltalt for overgreb mod pige under 14 år

Den 82-årige tidligere britiske popstjerne Gary Glitter står over for en ny tiltale for seksuelle overgreb begået i slutningen af 1970’erne.

Britiske anklagere har fremsat ny tiltale mod den tidligere popstjerne Gary Glitter, hvis borgerlige navn er Paul Gadd.

Anklagerne omfatter denne gang ulovlig seksuel omgang med et barn på under 13 år og tre tilfælde af overgreb, der angiveligt blev begået mod en mindreårig pige under 14 år.

Tiltalen knytter sig til en selvstændig sag om påståede forbrydelser mod et barn i 1978. Ifølge Ritzau er det den britiske anklagemyndighed, der har meldt ud om den nye tiltale.

Den nu 82-årige kendis har tidligere fået adskillige domme for seksualforbrydelser mod børn og af denne grund befinder han sig i øjeblikket også bag tremmer.

Ny tiltale i gammel sag

“Det følger efter anklager fremsat af en kvinde om en periode med angivelige overgreb, som fandt sted mellem 1978 og 1981,” lyder det fra viceanklager Bethan David.

I 2015 modtog Glitter en dom på 16 år for en række forbrydelser begået mod mindreårige piger i perioden 1975 til 1980, og han er fortsat bag tremmer den dag i dag.

Han blev ganske vist prøveløsladt i 2023, men endte med at befinde sig tilbage i fængslet blot få uger senere efter at have misligholdt betingelserne for løsladelsen.

Har en omfattende kriminel fortid

Allerede i 1999 blev Gary Glitter for første gang idømt en fængselsstraf. Dengang blev han nemlig dømt for besiddelse af seksuelt misbrug af børn i billeder.

Siden blev han udvist fra Cambodja i 2002 og i 2006 blev han ved en domstol i Vietnam dømt for krænkende handlinger mod to piger på henholdsvis 10 og 11 år, hvilket kostede ham i alt fire år bag tremmer.

I 1970’erne var Gary Glitter en toneangivende skikkelse i britisk glamrock. Han står blandt andet bag numre som ‘I’m The Leader Of The Gang’ og ‘I Love You Love Me Love’, der også sikrede ham en stor popularitet i Europa og Danmark.

 

Læs mere om...