Finansminister Peter Hummelgaard afviser regelændringer, selvom Henrik Sass Larsen har fået pension seks år for tidligt.
Finansminister Peter Hummelgaard forsvarede onsdag i Folketingssalen afgørelsen om at tildele den dømte tidligere socialdemokrat Henrik Sass Larsen førtidsministerpension seks år før det normale tidspunkt.
Ifølge ministeren er pensionen udbetalt i overensstemmelse med gældende regler, og han gjorde det i samme ombæring klart, at han ikke ser nogen grund til lovændringer.
Kritik fra oppositionen
Danmarksdemokraternes politiske ordfører Susie Jessen og løsgængeren Nadja Natalie Isaksen stillede begge spørgsmål til den nye finansminister om sagen.
Susie Jessen er ikke tilfreds med ministerens svar og peger på, at der er en inkonsistens i den politiske linje.
“Vi har jo på Christiansborg lavet aftaler om, at kriminelle ikke skal kunne få førtidspension. Det burde jo også gælde herinde. Men hvis vi i fremtiden får en tidligere minister eller et folketingsmedlem, der som Henrik Sass begår alvorlig kriminalitet, så kan vedkommende altså også få både minister- og folketingspension før tid,” siger Susie Jessen ifølge Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan Sass Larsen – dømt for at have haft knap 8.500 filer seksuelle overgreb på børn i sin besiddelse – fik ministerpensionen udbetalt med 13 måneders tilbagevirkende kraft, hvilket svarer til en bonus på i alt 638.000 kroner.
Hummelgaard forsvarer beslutning
Finansminister Peter Hummelgaard understregede, at ministerpension adskiller sig fra almindelig førtidspension, idet den administreres efter samme principper som tjenestemandspension.
“Pensionen er udbetalt efter gældende regler. Afgørelsen er alene baseret på lægefaglig vurdering i et uafhængigt helbredsnævn. Den er baseret på en lægefaglig vurdering af, om man har mistet erhvervsevnen. Uanset om man bliver dømt for strafbare forhold. Beslutningen er truffet uden nogen form for politisk indblanding,” sagde han.
Ministervederlagslovens § 4 fastslår imidlertid, at det er finansministeren selv, der træffer afgørelsen om eventuel udbetaling af pensionen før tid. Hummelgaard beskriver, at en eventuel lovændring vil være en særdeles kompleks opgave.