Selena Gomez sagsøgt: Kræver enormt millionbeløb

En gruppe investorer mener, at Selena Gomez har svigtet sine løfter om at bygge og markedsføre en platform, og kræver nu penge tilbage.

Sangeren og skuespilleren Selena Gomez står over for at skulle bruge sin tid på jura, da hun er blevet ramt af et søgsmål fra en kreds af investorer.

De hævder, at hun ikke har formået at indfri de tilsagn, hun skulle have givet i forbindelse med at bygge og udbrede platformen Wondermind, der arbejder med mental sundhed.

Sagen er indbragt for en forbundsdomstol i delstaten Delaware.

Sådan skriver flere medier ifølge Ritzau, herunder NBC News, CNN og nyhedsbureauet Reuters.

Føler sig vildledt

De fem investorer havde i alt skudt 1,2 millioner dollar i selskabet, hvilket er svarende til 7,7 millioner danske kroner.

De regnede med, at Selena Gomez for disse penge ville sørge for at udnytte sin berømmelse og enorme rækkevidde på nettet til at få virksomheden op at stå.

Med mere end 404 millioner følgere er hun ifølge Instagram selv den fjerde mest fulgte bruger på hele platformen, hvorfor hun har gode forudsætninger for dette.

Investorerne anklager stifterne – foruden Gomez blandt andre hendes mor, Mandy Teefey – for at have malet et misvisende billede af det førnævnte selskab.

De hævder desuden, at de er blevet stillet en række reklame- og interviewaftaler med kendte navne i udsigt, som aldrig blev til noget.

Direktør afviser kritikken

Gruppen ønsker som følge af dette, at de både får deres indskud retur samt erstatning og betaling for advokatudgifterne.

Talspersoner for Gomez, hendes mor og Wondermind har foreløbig ikke reageret på henvendelser fra både Reuters og CNN, der har forsøgt at kontakte dem.

Selskabets tidligere direktør, Daniella Pierson, der trak sig tilbage fra selskabet i 2023, oplyser i en udtalelse til CNN, at hun tilbageviser samtlige anklager mod sig. Wondermind blev skabt i 2021.

 

Læs mere om...