Stort bryllup har konsekvenser: Folk raser mod Dua Lipa

Dua Lipas bryllupsfest har lukket dele af en italiensk by, hvilket har ført til voldsomme protester fra indbyggerne.

Sangerinde Dua Lipa og skuespiller Callum Turner fejrer denne weekend deres bryllup i den sicilianske by Palermo, hvor de og deres 200 gæster ser ud til at have fået særbehandling.

Festlighederne strækker sig over intet mindre end tre dage og har allerede ført til en massiv reaktion fra en række af de lokale indbyggere. Det skriver The Sun.

Myndighederne i byen har angiveligt afspærret flere centrale pladser, heriblandt Piazza Sant’Anna og Piazza Croce dei Vespri, der af den grund er lukket for offentligheden hele weekenden.

En række veje er desuden spærret som følge af det store bryllup, og beboere er ifølge det britiske medie blevet bedt om at underskrive tavshedsklausuler.

Palermo er ikke til leje

Som modreaktion har lokale sat protestplakater op og malet graffiti på byens torve med budskabet ‘Palermo er ikke til leje’.

Bryllupsarrangørerne var angiveligt hurtige til at få fjernet bannerne, men fredag vendte protesterne tilbage i form af ny graffiti med samme ordlyd.

En kvinde ved navn Clarissa, der arbejder på en bar i bymidten, fortæller til The Guardian om nogle af konsekvenserne.

“Det er ikke rigtigt at blokere byen – jeg kunne forstå det, hvis det var for paven, men ikke for en sanger,” siger Clarissa, der i tre dage har måttet parkere kilometer væk og gå til arbejde.

Stjernespækket gæsteliste

Parret og deres gæster er indlogeret på det femstjernede hotel Villa Igiea. Lørdag rykker selskabet til Villa Valguarnera, der bl.a. er kendt fra åbningsscenen i HBO-serien ‘White Lotus’, hvor selve ceremonien finder sted.

Blandt de forventede gæster finder man mange store kendisser som Charli XCX, Kylie Minogue, Elton John, Harry Styles og Donatella Versace.

 

Læs mere om...