Et planlagt møde mellem et folketingsmedlem og en udenlandsk diplomat har fået politikere fra flere partier op af stolen.
Flere partier har ikke været tilbageholdende med at kritisere det faktum, at folketingsmedlem Jacob Harris til november skal mødes med Vladimir Barbin, der er Ruslands ambassadør i Danmark.
Harris meddelte torsdag i et opslag på det sociale medie Facebook, at mødet med Barbin er sat til at finde sted den 10. november.
Venstres formand og tidligere forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, troede først, at det var en spøg i dårlig smag, skriver han i et opslag på det sociale medie X. Han mener, at Putin skal bekæmpes, og at hans ambassadør ikke fortjener en kaffeaftale.
“Det er den helt, helt forkerte vej at gå, og det gør mig faktisk rasende. Mens russiske missiler regner ned over ukrainske byer, mens uskyldige civile bliver dræbt, og mens Rusland fører hybridkrig mod Danmark og vores allierede, mener et dansk folketingsmedlem åbenbart, at tiden er inde til at sætte sig til bords med Putins repræsentant,” skriver han også.
Kritik fra flere partier
Moderaternes politiske ordfører, Mohammad Rona, spørger ifølge Ritzau også i et opslag på X, hvorfor Harris svigter Danmark, sår tvivl om hans loyalitet og kalder det sørgeligt.
De Konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, har også fremsat kritik af beslutningen. Hun mener, at Harris lader sig bruge i Ruslands propaganda, og at han burde finde en stilling i Udenrigstjenesten, hvis han ønsker at være diplomat.
Partierne i rød blok er heller ikke begejstrede, og SF’s politiske ordfører, Sigurd Agersnap, har beskrevet mødet som værende særdeles naivt.
Advarer mod farligt signal
Sigurd Agersnap har desuden uddybet sin holdning overfor for Ritzau, hvor han også kommer med en advarsel.
“Harris risikerer at give den russiske ambassadør præcis det, han har brug for: Et billede af, at danske politikere er ved at bløde op over for Rusland, mens angrebene på Ukraine fortsætter,” siger han.
Ifølge Agersnap er diplomati nødvendigt, men holdbar fred forudsætter, at man holder fast i Ukraines ret til selvbestemmelse og frihed.