Fire republikanere brød partilinjen, da Repræsentanternes Hus stemte mod Donald Trumps krigsmagt i Iran.
Repræsentanternes Hus har onsdag vedtaget et lovforslag med 215 stemmer mod 208, som skal forhindre USA i at fortsætte krigshandlinger mod Iran uden Kongressens godkendelse.
Det er ifølge AFP første gang, at det republikansk-kontrollerede kammer har støttet et tiltag, der har til formål at begrænse præsident Donald Trumps militære beføjelser i den efterhånden mere og mere betændte konflikt.
Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at fire republikanere valgte at stemme på tværs af partilinjen og støttede derfor forslaget sammen med demokraterne.
Afstemningen beskrives dog af AFP som primært symbolsk, da Trump kan nedlægge veto, hvis Senatet ligeledes godkender lovforslaget.
Trump raser mod afstemningen
Præsidenten reagerede prompte ved at dele et opslag på det sociale medie Truth Social, hvor han kaldte afstemningen meningsløs.
“Repræsentanternes Hus stemte for at begrænse mine krigsbeføjelser midt i mine afsluttende forhandlinger om at afslutte krigen med den Islamiske Republik Iran. Hvem ville gøre sådan noget upatriotisk?” skriver han.
Han rettede desden en skarp bebrejdelse mod demokraterne, som han i øvrigt kalder for ‘dumocrats’.
“Demokraterne er drevet af Trump Derangement Syndrome. De vil hellere se vores land fejle end at give mig endnu en af mine mange sejre,” skriver han.
Republikanere i skudlinjen
De fire afvigere fra det republikanske parti fik også hård medfart fra den amerikanske præsident, der tilsyneladende slte ikke er tilfreds.
“De fire republikanere – det er en helt anden historie. De er grandstandere. De burde skamme sig. MAGA,” lyder det til sidst i opslaget.