Bag den markante ro, som hun udviser i det populære TV 2-program, gemmer sig en hændelse, der vendte alt på hovedet.
Michelle Husum formår at udstråle en helt særlig ro, når hun medvirker i TV 2-programmet ‘Landmand søger kærlighed’.
Men bag facaden findes en svær og personlig fortælling, der må siges at være alt andet end rolig.
I udsendelsen løfter politikommissæren, der i dag er 47 år gammel, sløret for et alvorligt tab i januar 2022.
Hendes far – som også var hendes forbillede – gik bort i en alder af kun 69 år. Ikke nok med det, så var det hende, der fandt ham død.
Faren havde gennem hele hendes liv været hendes klippe – fra barndommen til renoveringen af gården. Han havde desuden et tæt bånd til hendes børn, der var henholdsvis 8 og 13 år, da han gik bort.
Fornemmelse ved døren
Til ugebladet SE og HØR har hun fortalt om den skæbnesvangre dag, hvor hun fandt sin far død i sofaen.
“Han kom dagligt hos mig og boede kun en kilometer væk. En dag kunne jeg ikke få fat i ham på telefonen, og et eller andet sagde mig, at jeg skulle tage nøglen med derhen. Da jeg kom derhen, kunne jeg mærke det næsten inden, jeg gik ind ad døren,” sagde hun.
Michelle Husum har som ansat i politiets patruljeberedskab har tidligere stået i mange voldsomme situationer i forbindelse med sit arbejde.
Alligevel var der absolut intet, der kunne ruste hende til at finde sin egen far død i sofaen.
Forsøgte genoplivning
Skønt håbet så ud til at være ude, kastede hun sig alligevel ud i at forsøge genoplivning.
“Jeg fik ham ned på gulvet og gik i gang med hjertelungeredning, mens jeg havde 112 i røret. Selv om jeg godt vidste, det var for sent,” sagde hun.
Faren havde formentlig siddet livløs i cirka tre timer, da han blev fundet i sin sofa. Han var ellers rask og fik efter alt at dømme et pludseligt, uventet hjertestop.
Siden har hun arbejdet med at bearbejde den store sorg med hjælp fra en sorggruppe, veninder, familien og gode kolleger.