Tennisstjernen Jannik Sinner holder ferie på Sardinien sammen med sin danske modelkæreste.
Den 24-årige verdensstjerne Jannik Sinner endte med at løbe med sejren i Wimbledon for andet år i træk.
Triumfen kom for nogle uger siden på bekostning af tyske Alexander Zverev, som han stod overfor i finalen.
Efter turneringen har italieneren fået lidt fri til at lade op og nyde en ferie, og den holder han ifølge SE og HØR i hjemlandet Italien.
Ferie på Sardinien
Med på turen har han sin danske kæreste, modellen Laila Hasanovic på 25 år.
Parret er nærmere bestemt rejst til Sardinien, hvor de har lejet en luksuriøs villa, men solen og badelivet betyder ikke, at Sinner helt har lagt træningen på hylden.
Italieneren er nemlig blevet spottet, mens han var ude at løbe en tur i området omkring villaen.
Også Laila Hasanovics hund, Snoopy, har fået lov til at komme med på den lækre ferie i Støvlelandet.
Mange rygter
Rygterne om en romance mellem Jannik Sinner og Laila Hasanovic begyndte at florere første gang i maj 2025.
Måneden efter dukkede den danske model op på tilskuerpladserne til en af tennisspillerens kampe. Men først i oktober sidste år bekræftede Sinner selv, at han havde fået en kæreste.
Det skete, da han efter en samlet sejr i ATP 500-turneringen i Wien sendte en direkte tak til sin partner.
Her undlod han dog at sige Laila Hasanovics navn, men hun sad tæt ved Sinners mor under hele kampen, og derfor også mens han sendte sin tak.