Dronning Mette-Marits bror sagsøgt: Mistænkes for bedrageri

Dronning Mette-Marits bror har tilsyneladende efterladt adskillige studerende med store økonomiske tab, og det har nu ført til et søgsmål.

Espen Høiby, der er bror til den norske dronning Mette-Marit, er blevet mødt med et erstatningskrav efter at have lukket ned for en flyveskole, som han har været tilknyttet.

Det norske medie NRK oplyser, at intet mindre end 60 tidligere elever er gået sammen om at lægge sag an mod Høiby og Per Mikael Eriksson, der tidligere var bestyrelsesformand og daglig leder på skolen.

Konkursen tidligere på året førte til, at omkring 160 personer blev tvunget til at afbryde deres igangværende pilotuddannelse. Flere af dem havde på dette tidspunkt allerede betalt cirka 250.000 norske kroner i studieafgift, og ingen af dem fik efterfølgende beløbet refunderet.

Kræver erstatning

Advokat Sigurd Kambestad, som fører sagen på vegne af de tidligere elever, har meldt ud, at han mener, at Høiby havde en afgørende rolle i skolens ledelse.

“Efter det, vi har forstået, er det Høiby, der reelt har truffet beslutningerne,” siger advokaten til NRK.

Et kritisk notat fra konkursboets kurator har desuden rejst spørgsmål om forholdene, der ligger til grund for skolens sammenbrud.

Kurator har nemlig meldt ud, at man blandt andet mener, at konkursen burde være indtruffet tidligere, og at information om de økonomiske vanskeligheder blev tilbageholdt.

Afviser ansvar

Rapporten fra kurator er desuden blevet sendt videre til politiet og indeholder mistanke om bedrageri. Det er dog endnu ikke afgjort, om myndighederne har til hensigt at undersøge sagen nærmere.

Høiby afviser gennem sin advokat, at erstatningskravet mod ham skulle være berettiget.

Forsvaret fremhæver, at han hverken var bestyrelsesmedlem eller havde kontakt med eleverne som skolens repræsentant. Derfor mener advokaten ikke, at søgsmålet har et ‘faktisk eller juridisk grundlag’.

Ud over Høiby og Eriksson har de tidligere studerende stævnet yderligere to personer, der var en del af ledelsen i Pilot Flight Academy.

 

Læs mere om...