Rystende beskyldning mod faderen: Nu taler Meghan Markle ud

Alvorlige anklager mod hendes far har fået hertuginde Meghan Markle til at reagere og fortælle om en helt særlig beslutning.

Meghan Markle har nu valgt at reagere på en igangværende efterforskning af hendes egen far, Thomas Markle, som er under mistanke for at have haft materiale, der viser seksuelle overgreb mod børn.

En erklæring fra hertuginden er blevet omtalt af flere udenlandske nyhedsmedier, herunder Sky News.

“Jeg er dybt rystet over de oplysninger, der er kommet frem inden for de seneste 24 timer, og mine tanker går til de børn, der måtte være blevet udsat for overgreb,” lyder det blandt andet fra Meghan.

Fortæller om tidligere anklager

Hun afslører også, at der i 2018 blev sendt et brev med alvorlige beskyldninger mod Thomas Markle, som ifølge hende blev sendt til Metropolitan Police og Royalty and Specialist Protection.

Hun fortæller, at hun efterfølgende fik kendskab til brevet og fik en besked om, at myndighederne undersøgte anklagerne.

Hun forklarer desuden sit brud med sin far og den manglende kontakt til hendes børn med et ønske om at holde dem i sikkerhed. Hun håber, at sagen fører til retfærdighed.

“Selvom omfanget af det, der nu er blevet afsløret, er mere uhyggeligt, end man nogensinde kunne forestille sig, er mit oprigtigste håb, at retfærdigheden vil ske fyldest, og at prioriteten fortsat er uskyldige børns sikkerhed og beskyttelse,” siger hun.

Anmeldt af søn

Det var ifølge det britiske medie The Sun sønnen Thomas Markle Jr., der fandt materialet i sin fars hjem på Filippinerne.

Under jagten på en telefon gennemgik han en række af faderens gamle kasser og fandt angiveligt en video med nøgne piger, som fremstod meget unge, samt fotografier af piger på tilsvarende alder.

Han fortalte politiet, at billederne var fordelt i fire kasser, og at der kunne være tale om flere hundrede eller tusinder. Efter opdagelsen anmeldte han faren.

Thomas Markle er endnu ikke kommet med en kommentar til de chokerende anklager, der er blevet rettet mod ham.

 

Læs mere om...