Kronprins Christian skulle egentlig have været den sidste til at gøre det, men nu ser det ikke ud til at blive tilfældet.
I juni blev den nye Storstrømsbro indviet, hvilket var anledning til en større fest på både Sydsjælland og Nordfalster.
Myndighederne har besluttet at give broen navnet Dronning Margrethe II’s Bro, og indvielsen kom efter mange års arbejde, der også har budt på gentagne forsinkelser.
Det var oprindeligt planen, at dronning Margrethe selv skulle stå for at klippe snoren ved indvielsen, men hun var syg, og opgaven gik i stedet til hendes barnebarn, kronprins Christian.
Som en del af dagen kørte han hjem over den gamle Storstrømsbro som den allersidste, inden den blev lukket for biler.
“Kronprinsen foretog den sidste officielle køretur over den eksisterende Storstrømsbro fra Falster til Masnedø som den sidste bilist nogensinde, hvorefter broen blev lukket for biltrafik,” lød det i denne forbindelse fra kongehuset.
Den gamle bro åbner igen
Nu ser kronprinsen dog ud til at miste titlen som den sidste person til at krydse den gamle Storstrømsbro.
Ifølge Vejdirektoratet skal der udføres vibrationsmålinger på den nye bro, hvilket kommer til at ske om aftenen og natten. Den holdes derfor helt lukket mellem klokken 19 og 05 fra 22. september til 9. oktober.
For at kunne holde gang i trafikken i dette tidsrum, bliver trafikken fra Masnedø og Falster sendt over den gamle bro, som åbner igen til formålet.
Dermed er Christian formentlig ikke længere den, der sidst kørte bil over broen fra 1930’erne.
Få nætter kan være nok
Togene kører desuden fortsat over den gamle bro, da sporene på den nye bro endnu ikke er klar til at blive taget i brug. Når togtrafikken er flyttet, er det planen, at den gamle bro skal rives helt ned.
Hvornår man som potentielt den sidste bilist kan køre over den gamle bro, er svært at forudsige. Der er nemlig afsat mange nætter til målingerne, men arbejdet kræver kun fem vindstille nætter.
Det vil sige, at den nye bro reelt set kan ende med at åbne igen, allerede inden september er slut.