Unik mulighed: Nu kan du blive kongeparrets nabo

En bolig på Skaugum er blevet ledig, hvorfor man nu har mulighed for at blive nabo til kongeparret.

Har du altid drømt om at få et mere royalt islæt over din hverdag, er der nu mulighed for at blive nabo til det norske kongepar.

En bolig på kongefamiliens ejendom Skaugum er nemlig blevet ledig, og det er muligt at overtage den allerede fra februar 2027.

Det skriver Nettavisen.

På ejendommen bor kong Haakon og dronning Mette-Marit i hovedhuset, mens der også findes 12 andre boliger på den store grund, som bliver lejet ud.

Koster 17.000 kroner

Den ledige bolig har et areal på 103 kvadratmeter og indeholder tre soveværelser.

Men drømmer du om at få kongefamilien som nabo, skal du naturligvis indstille dig på, at det ikke er billigt.

Den månedlige husleje lyder nemlig på 24.000 norske kroner, hvilket svarer til cirka 17.000 danske kroner.

Til gengæld kan den kommende lejer glæde sig over at få adresse på den samme ejendom, hvor det norske kongepar har boet gennem mere end to årtier.

Haakon og Mette-Marit flyttede ind på Skaugum i 2003, mens de endnu var kronprinspar.

Flere kendte naboer

Det er dog ikke kun kong Haakon og dronning Mette-Marit, som en kommende lejer får med i købet, hvis man beslutter sig for at overtage ejendommen.

Også dronningens søn, Marius Borg Høiby, opholder sig nemlig også på ejendommen, da han i øjeblikket er varetægtsfængslet med fodlænke på Skaugum.

Dermed er der flere medlemmer af den norske kongefamilie tæt på den ledige lejebolig.