Det ved vi indtil videre om rammeaftalen for Grønland

Donald Trump overraskede mange onsdag, da han meldte ud, at der var blevet lavet en rammeaftale for Grønland.

Endnu et stort politisk møde, endnu en dag, hvor Donald Trump var i fokus.

Onsdag aften løb Donald Trump med overskrifterne – både for sin tale – men også da han pludselig meldte ud, at han havde valgt at aflyse planerne om straftold.

Dette er grundet en rammeaftale om Grønland, som skulle være på plads.

Der er dog flere ting, der fortsat er uklare vedrørende rammeaftalen, skriver TV 2.

Kritiserede NATO

Onsdag gav den amerikanske præsident en maratontale ved World Economic Forum i Davos i Schweiz, hvor han både henvendte sig direkte til Danmark og sendte kritik efter NATO.

Ikke så overraskende var det, at en stor del af talen havde fokus på spørgsmålet om Grønlands fremtid.

Undervejs nåede Trump at nævne, at han ikke havde i sinde at benytte magt, men i stedet fokusere på forhandlinger om en overtagelse.

Hertil fik han også opstillet spørgsmålet som “et stykke is for verdensfred”.

Til gengæld var det overraskende, da Trump senere på dagen valgte at droppe den straftold, som han ellers tidligere havde meldt ud ville ramme Danmark og andre europæiske lande.

Årsagen til at Trump har valgt at trække denne i land, er, at der er blevet lavet en rammeaftale om Grønland.

Dette har NATO’s generalsekretær, Mark Rutte, bekræftet efterfølgende.

Har Trump droppet ønsket om ejerskab over Grønland?

Udover disse to ting så ved vi også, at Trump har udtalt, at der skulle være tale om en aftale, der varer for evigt, og at den indeholder adgang til Grønlands sjældne jordarter og missilforsvaret Golden Dome, som også inkluderer Grønland, skriver TV 2.

TV 2 nævner dog også, hvad vi selvfølgelig ikke ved om rammeaftalen endnu, hvor hovedspørgsmålet om selve indholdet stadig ikke er besvaret.

Ligeledes ved vi ikke, om Trump har droppet tanken om amerikansk ejerskab over Grønland.

Ifølge TV 2 blev Trump spurgt direkte ind til sidstnævnte, hvortil han blot svarede, at det var en langsigtet aftale.

Torsdag morgen har Mette Frederiksen udtalt sig om rammeaftalen efter en samtale med Mark Rutte.

– NATO er fuldt ud bekendt med Kongeriget Danmarks position. Vi kan forhandle om alt politisk; sikkerhed, investeringer, økonomi. Men vi kan ikke forhandle om vores suverænitet.

– Jeg er blevet informeret om, at det heller ikke har været tilfældet. Og det er selvfølgelig kun Danmark og Grønland selv, der kan træffe afgørelser i spørgsmål vedrørende Danmark og Grønland, lyder det fra statsministeren.

LÆS MERE: