Safariparken kan snart præsentere noget helt særligt, som aldrig tidligere er set i Europa.
Seks asiatiske sortbjørne, som har tilbragt hele deres liv i små bure på sydkoreanske bjørnefarme uden mulighed for at leve et naturligt liv, er nu på vej mod et nyt liv i Danmark.
Det er første gang nogensinde, at tidligere galdebjørne flyttes til Europa, og det sker som led i en international redningsindsats.
Flytningen sker som følge af Sydkoreas beslutning om at forbyde galdebjørnefarme fra begyndelsen af 2026.
Et forbud, der sætter punktum for en industri, som siden 1980’erne har holdt bjørne i små bure for at udvinde deres galde til brug i traditionel medicin.
”Bjørnene har levet under ekstremt begrænsede og ofte smertefulde forhold. Forbuddet er derfor en vigtig milepæl, og jeg vil gerne sende en stor ros til den sydkoreanske regering for at have sat en stopper for galdeindustrien”, siger Anne Sofie Meilvang, der er biolog og konsulent for internationalt arbejde og dyrevelfærd i Dyrenes Beskyttelse.
Hos Knuthenborg Safaripark glæder man sig til at tage imod de tidligere galdebjørne.
“Vi ønsker egentlig bare at give dem et godt sted at være. De har levet hele deres liv på beton og bag tremmer, og nu får de for første gang mulighed for at mærke jord under poterne og bevæge sig i naturen”, udtaler Jane Trolle, der er chef for dyreafdelingen i Knuthenborg Safaripark.
En international redningsindsats
Selvom forbuddet nu er trådt i kraft, er arbejdet med at hjælpe de tidligere galdebjørne langt fra løst.
Mellem 150 og 200 tidligere galdebjørne befinder sig fortsat i Sydkorea. Omkring 70 af dem er blevet opkøbt af Korea National Park Service og flyttet til lokale redningscentre.
Danmark og Knuthenborg Safaripark kom tidligt i spil som en del af løsningen for nogle af de resterende bjørne.
Tilbage i 2024 opstod der en dialog mellem professor Dong-Hyuk Jeong fra Chungbuk National University og den hollandske organisation Bears in Mind, fordi man forventede, at Sydkorea ville få svært ved at huse alle de bjørne, der stadig befandt sig på farmene, når forbuddet trådte i kraft
Det blev starten på en stor international indsats for at give bjørnene et nyt liv.
Professor Dong-Hyuk Jeong og Bears in Mind, kontaktede Korean Animal Welfare Association, der derefter henvendte sig til Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg Safaripark for at redde bjørnene fra årtiers fangenskab.
Seks bjørne kan derfor nu for første gang i deres liv se frem til jord, træer og naturlige omgivelser i Knuthenborg Safaripark.
”Det har været en fantastisk oplevelse at se, hvordan organisationer på tværs af landegrænser og kontinenter har stået sammen om et fælles mål: at sikre bjørnene en tryg og værdig fremtid. Engagementet og samarbejdsviljen har været enestående, og alle involverede har ydet en imponerende indsats for at nå hertil”, fortæller Anne Sofie Meilvang.
Et naturligt liv venter
De udvalgte bjørne er mellem 10 og 15 år gamle og tilhører arten asiatisk sortbjørn (Ursus thibetanus), som kan blive op til 30 år gammel.
Potentielt venter der dem mange gode år i Knuthenborg Safaripark, hvor et nyt 23.000 kvadratmeter stort naturbaseret anlæg står klar til dem.
Her vil de for første gang kunne bevæge sig mellem træer og vand, grave i jorden og udvise naturlig adfærd.
“Det er dyr, som aldrig har haft mulighed for at leve et naturligt liv. Nu skal de lære det skridt for skridt og i deres eget tempo. Det kræver stor tålmodighed fra både os og bjørnene,” siger Jane Trolle.
De seks bjørne forventes at blive hentet i Sydkorea i juni og ankommer efter kort tid til Danmark. Herefter vil de gradvist blive introduceret til deres nye omgivelser.
Flytningen til Danmark markerer en milepæl i det internationale arbejde med tidligere galdebjørne, da det bliver første gang, de sætter poter på europæisk jord.
Tidligere er et pilotprojekt med flytning af galdebjørne til reservater i USA blevet gennemført, og internationale organisationer arbejder fortsat på løsninger for de resterende bjørne i Sydkorea.