En trist sag om en hjernedød kvinde, der er blevet holdt kunstigt i live længe nok til at kunne føde sin søn, har rystet mange verden over.
Dette er en kommentar. Holdningerne heri er skribentens egne.
En yderst udsædvanlig tragedie har udspillet sig og får i disse dage ekstra meget opmærksomhed.
Det drejer sig om den 30-årige kvinde Adriana Smith fra USA, der forleden fødte sin lille søn, Chance.
Selvom det alene lyder ganske stille og roligt, så er der selvfølgelig nogle detaljer, der ændrer situationen fuldstændig.
Adriana var ikke en helt almindelig mor. Faktisk var hun slet ikke mentalt til stede under fødslen.
For flere måneder siden blev kvinden erklæret hjernedød, og siden da er hun blevet holdt kunstigt i live.
Familiens mareridt begyndte tilbage i februar, hvor Adriana klagede over voldsom hovedpine.
Hun blev sendt hjem fra hospitalet, og næste dag vågnede kæresten op til, at hun hev efter vejret.
Hun blev efterfølgende indlagt på et andet hospital, hvor man fandt ud af, at hun havde blodpropper i hjernen.
Kvinden blev erklæret hjernedød, men man valgte at holde hende kunstigt i live. Årsagen skyldes, at Adriana på daværende tidspunkt var ni uger henne i sin graviditet.
Adriana boede i delstaten Georgia, hvor muligheden for at få en abort ophører, når man er mere end seks uger henne.
“Vi burde have haft et valg”
Loven, der hedder Living Infants Fairness and Equality (Life) eller Hjerteslagsloven, tillader kun, at man får lavet en abort i et medicinsk nødstilfælde, såsom hvis graviditeten eller fødslen kan gøre skade på den gravide.
Situationen har derfor været en gråzone, da den gravide i forvejen var erklæret klinisk død.
Ifølge Adrianas mor, April, har månederne været et sandt helvede. Tilbage i maj udtalte hun i et interview med WXIA, at det har føltes som tortur.
– Det er tortur for mig… “Jeg ser min datter trække vejret, men hun er der ikke.”
Ifølge moren var det hospitalet, der tog beslutningen om at holde Adriana kunstigt i live, hvilket hun mener er helt forkert.
– Jeg siger ikke, at vi ville have valgt at afbryde hendes graviditet, men jeg siger, at vi burde have haft et valg.
Hvor går den etiske grænse?
Den forfærdelige sag har forståeligt nok skabt stor debat verden over, for hvor går den etiske grænse?
En graviditet handler normalt om det smukke bånd, som en mor skaber med sit ufødte barn.
Mange mødre har fortalt, hvordan det har været magisk for dem at mærke liv i maven. Hvordan de har talt til eller sunget for barnet.
I stedet forvandlede situationen Adriana til en rugemaskine, der i sidste ende kun blev holdt i live for at holde fosteret i live.
Men hvor går grænsen?
Skulle Adriana have lov til at få fred? Og skulle man have ladet fosteret gå til grunde sammen med moderen?
Står man mere forsvarligt nu, hvor sønnen er blevet født og man kan sige, at man har reddet et liv på trods af Adrianas offer?
Ville Adriana selv have ønsket at blive holdt kunstigt i live i flere måneder?
Det er spørgsmål, som man sidder tilbage med nu, og selvom jeg ikke kan bede dig, kære læser, om at give mig et svar på alle spørgsmål, så kan du måske give mig et på dette:
Var det okay at holde den hjernedøde kvinde i live i månedsvis for at undgå en abort?
Skriv dit svar i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive.
LÆS MERE:
° Kommentar: Skal aktiv dødshjælp gøres lovligt?
° Pige død efter at være blevet sendt hjem fra akutmodtagelsen