Kommentar: TV 2 begår en fejl ved at lukke ‘Vild med dans’

TV 2 har valgt at droppe ‘Vild med dans’ efter 20 år, og den beslutning er jeg dybt uenig i. I stedet burde de lukke et andet stort program.

Dette er en kommentar. Holdningerne heri er skribentens egne.

Hold da op!

Det var min egentlige reaktion i morges, da jeg modtog nyheden om fremtiden for ‘Vild med dans’.

Vi er lige nu der, hvor mange venter i spænding på at høre om den kommende sæson, men folk havde slet ikke forventet den bombe, der blev smidt.

I stedet for nyt om deltagerne så kom TV 2 med meldingen, at sæsonen bliver den sidste.

– ‘Vild med dans’ har i to årtier været en hjørnesten i dansk tv og en helt særlig fredagstradition. Båret frem af festlig live-musik og iklædt de smukkeste outfits har de mange modige dansere givet os fantastiske tv-øjeblikke, flyttet grænser og udfordret normer, som vi vil huske mange år endnu. Det har været enormt inspirerende, og det er derfor også med stor stolthed og endnu større taknemmelighed, at vi runder ‘Vild med dans’ af efter den kommende sæson, lød det fra TV 2s programdirektør, Dorthe Thirstrup.

Med andre ord vælger TV 2 at droppe et af deres mest populære programmer gennem 20 år.

Er det den rigtige beslutning? Set ud fra en seers perspektiv vil jeg sige nej.

Vil ikke stoppe med at samle danskerne

Fredag efter fredag har danskerne siddet klistret til skærmene, når diverse kendisser har trådt ind på dansegulvet.

Det skal dog være slut, mener TV 2, men ikke med de gode øjeblikke.

– Vi siger derfor farvel til et ikonisk program, men ikke til idéen om fælles tv-oplevelser. Fremover vil vi tilbyde velkendt underholdning som ‘Stormester’, ‘Forræder’ og ‘X Factor’, og så glæder vi os også til at kunne præsentere to helt nye underholdningsformater for hele familien efter sommerferien.

To nye formater lyder selvfølgelig altid spændende, men hvorfor fjerne noget, der er så populært som ‘Vild med dans’?

Jeg medgiver, at der altid vil være nogen, der taler for at lukke det, men hvorfor ikke gå efter noget, der får mere kritik?

Drop ‘X Factor’

Nu kommer jeg lige med en idé, som nogen måske vil finde kontroversiel, men ærligt talt så har man besluttet at droppe noget så elsket som ‘Vild med dans’, så jeg siger det alligevel.

Hvorfor ikke droppe ‘X Factor’?

Seertallene har været dalende i flere år, og selvom folk er underholdt, så er der godt nok også mange, der kritiserer alt fra dommerne til deltagerne.

Selvfølgelig kan man argumentere for, at programmet giver os mulighed for at finde en usleben diamant, der kan blive den næste store stjerne.

Men er det efterhånden ikke en løbende joke, at deltagerne kun er interessante, så længe programmet kører?

Vinderen er nærmest glemt dagen efter finalen, og deres singler formår ikke engang at blive på hitlisterne.

Hertil er der så de mindre gode deltagere, der bliver kasseret til audition, hvor man som seer sidder og tænker, at de kun er blevet taget med for at blive gjort nar ad.

Samlede folket på en anden måde

I modsætning har ‘Vild med dans’ givet os mulighed for at se kendisser træde ud af deres comfortzone for at agere Bambi på glatis på dansegulvet og i stedet for at grine, så har det flere gange gjort, at man blot har fået mere respekt for dem.

Ligeledes har det givet os et fantastisk forhold til både de professionelle dansere og dommere, der har endt med at få kæmpe status i Danmark (hvil i fred, Britt og Jens).

Begge dele er underholdning, og både ‘Vild med dans’ og ‘X Factor’ har været her i mange år.

Havde du spurgt mig for år tilbage, da ‘X Factor’ var på sit højeste, og hvor interessen var enorm, så havde jeg måske været enig i beslutningen.

Men hvis jeg skal være ærlig, så er jeg overbevist om, at flere kommer til at savne ‘Vild med dans’, end hvis man havde droppet ‘X Factor’.

Vil du helst have, at de droppede ‘Vild med dans’ eller ‘X Factor’? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive.

LÆS MERE:


 

Læs mere om...