
En ung far er blevet dømt for at ryste sin nyfødte baby så voldsomt, så hun fik hjerneskader. Han valgte efterfølgende at skyde skylden på sin hund.
Vi kan alle ende i pressede situationer.
Særligt som nybagt far eller mor kan det være svært at navigere i den store omvæltning.
Dem, der har haft småbørn, vil helt sikkert også kunne nikke genkendende til, at disse situationer nærmest kan føles som en krigszone.
Det er dog vigtigt at kunne holde hovedet koldt og aldrig – som i aldrig – må man miste fatningen og ende der, hvor en teenagefar endte.
I den forfærdelige sag påførte han sin nyfødte datter voldsomme skader, og så forsøgte han efterfølgende at skyde skylden på et andet uskyldigt væsen, sin egen hund.
Det skriver Wales Online.
Ville have babyen til at stoppe med at græde
Ifølge mediet er den nu 22-årige Dafydd Rutherford blevet dømt for at have rystet sin blot uger gamle datter så voldsomt, at hun fik uoprettelige hjerneskader.
I retten forklarede Dafydd, at det ikke var for at skade barnet, men i frustation for at “få babyen til at stoppe med at græde”.
Hans forsvarsadvokat forklarede, at det var et øjebliks “umodenhed, impulsivitet og hensynsløshed”, fordi Dafydd var en teenager, da det skete, og at han “simpelthen ikke var parat til at få et barn”.
Babyen blev kørt på hospitalet, hvor en MR-scanning afslørede, at datteren havde indre blødninger på begge sider af hjernen omkring rygmarven, ligesom hun også havde skader på hjernen som følge af iltmangel.
Skød skylden på hunden
Faren fortalte, at han til at starte med havde nægtet at have noget med det at gøre, og at det i stedet var hunden, der havde væltet datterens vugge.
Han indrømmede dog senere, at han var frustreret over gråden, og at hunden samtidig gøede, hvilket førte til at han “rystede hende tre eller fire gange”.
En udtalelse fra babyens pårørende lød, at ved at tie om sandheden havde han “valgt at hjælpe sig selv, i stedet for at hjælpe sit barn”.
Dafydd tilstod at have påført en person alvorlig legemsbeskadigelse, da han mødte op til domsafsigelsen.
Grundet sin tilståelse modtog den 22-årige Dafydd en 28 måneders fængselsstraf. Det forventes, at han kan løslades efter at have afsonet halvdelen.