I 1992 levede Annette Herfkens en drøm.
Hun var succesfuld på Wall Street med en blomstrende karriere, et lidenskabeligt kærlighedsliv og hele verden for sine fødder.
Men da hun gik om bord på et fly med den mand, hun elskede, tog alt en pludselig og skræmmende drejning.
For 33 år siden blev hollandskfødte Annette Herfkens inviteret med på det, der skulle have været den ultimative romantiske tur.
Hendes mangeårige partner, William – manden, hun havde elsket i 13 år – havde overbevist hende om, at hun skulle tage en tiltrængt pause fra deres travle liv.
William var chef for Internationale Nederlanden Banks afdeling i Vietnam, og Annette var trader. Efter seks lange måneder med arbejde i forskellige lande havde de endelig fået tid til hinanden.
Denne rejse skulle være deres genforening – en chance for at komme i kontakt med hinanden igen og lade op. Hvad var planen? At starte i den travle Ho Chi Minh City og derefter tage til den drømmende kystby Nha Trang for at nyde solen, sandet og roen.
Men sammen med 23 andre passagerer på Vietnam Airlines Flight 474 skulle deres rejse tage en ødelæggende drejning.
En mavefornemmelse før takeoff
Som livslang klaustrofobiker følte Annette Herfkens en bølge af frygt, da hun trådte ind i Yakovlev Yak-40 den 14. november 1992. Det gamle, sovjetisk-byggede jetfly skulle bringe hende og hendes forlovede til de solrige strande i Nha Trang.
Hendes partner, som hun kaldte “Pasje”, forsøgte at dulme hendes nerver med en hvid løgn: Flyveturen ville kun vare 20 minutter.
Men da der var gået 40 minutter, og de stadig var i luften, opstod der panik.
– Pasje kiggede på mig med frygt. ‘Selvfølgelig falder et lille lorte-legetøjsfly sådan her!’ sagde jeg og rakte ud efter hans hånd. ‘Det er bare en luftlomme – bare rolig’. Men han havde ret i at være bekymret. Vi faldt igen. Nogen skreg. Det blev kulsort. Sekunder senere ramte vi jorden, fortæller Herfkens til New York Post.
Vågner op i et mareridt
Da hun kom til bevidsthed, brølede den vietnamesiske jungle omkring hende.
En fremmed krop hang over hende. I nærheden sad van der Pas fastspændt i sit sæde – smilende, ubevægelig. Han var væk.
– Det er der, du har kamp eller flugt, sagde hun.
– Jeg valgte helt klart at flygte, siger Annette til The Guardian.
Hendes minder om at flygte fra vraget er slørede.
– Det må have været en ulidelig smerte at komme ud derfra, siger hun.
– Så jeg må være kravlet ud af flyet og have løftet mig selv ned. Og så må jeg have kravlet yderligere 30 meter.
Hun var hårdt såret – en knust hofte, et brækket ben, en sammenklappet lunge og en knogle, der stak ud af hendes kæbe. Men hun var i live. Og ikke alene.
Omgivet af de døde
I de første timer efter ulykken var Annette ikke den eneste overlevende.
Annette hørte stønnen og gråd. En vietnamesisk forretningsmand gav hende endda tøj, efter at hendes nederdel var gået i stykker. Men langsomt, en efter en, forsvandt stemmerne i stilhed.
Snart var hun kun omgivet af de døde.
For at overleve brugte hun yoga-vejrtrækning til at håndtere sin lungeskade – “mindfulness, før vi alle kendte ordet”, kaldte hun det.
Hun opsamlede regnvand ved hjælp af isolering fra flyets vinger og rev sine albuer så slemt, at de senere krævede hudtransplantation.
– Hver anden time tog jeg en slurk, siger hun.
– Og så lykønskede jeg mig selv. Og det får dig også til at overleve.
Verden troede, at hun var væk
Derhjemme sørgede familierne. Hendes nekrolog blev bragt i avisen. Hendes chef sendte et kondolencebrev. Men hendes kollega og nære ven, Jaime Lupa, nægtede at give op.
– Da jeg lovede Annettes far, før jeg tog af sted: ‘Jeg vil bringe din datter tilbage i live’, blev han rasende, siger Lupa.
– ‘Du er en idiot’, udbrød han. ‘Tag dig sammen!’
På den syvende dag følte Herfkens, at hun gled væk. Men på den ottende dag skete der et mirakel.
En vietnamesisk politimand og hans hold ankom – kun med ligposer.
De forventede ikke at finde nogen i live.
Et nyt liv efter en tragedie
Efter at være blevet båret ned ad bjerget på en provisorisk båre vendte Herfkens hjem. I december deltog hun i sin forlovedes begravelse – og ankom i kørestol. Til nytår kunne hun gå. I februar 1993 var hun tilbage på jobbet.
Men sorgen blev hængende. Vreden boblede. Hendes traumer forsvandt ikke.
År senere blev hun gift med Jaime Lupa – den ven, der havde lovet at bringe hende hjem – og fik to børn, Joosje og Max. Selv om parret senere blev skilt, skabte hun et nyt liv, mens hun holdt fast i den jungle, der næsten dræbte hende.
– Hvis man accepterer det, der ikke er der, ser man det, der er der, siger hun.
– Jeg accepterede, at jeg ikke var sammen med min forlovede på stranden … Da jeg havde accepteret det, så jeg, hvad der var der – og det var denne smukke jungle.
Hendes mantra blev kernen i hendes bog ‘Turbulence: En sand historie om overlevelse’.
“Man lærer af sine tab”
Senere blev Annette også en inspirerende taler, og hun mener, at det ikke bare var held, der reddede hende – det var instinkt.
– Jeg var det yngste barn – jeg voksede op med en masse kærlighed – men jeg blev efterladt alene. Jeg havde ingen forældre, der fortalte mig, hvad jeg skulle gøre og føle. Så jeg udviklede instinkter, siger hun.
Hun har endda mistanke om, at udiagnosticeret ADHD hjalp hende med at blive “opfindsom og charmerende” som barn.
– Hvis jeg havde fået Ritalin som barn, ville jeg aldrig have udviklet de kvaliteter, jeg havde til at overleve i junglen, tilføjer hun.
Da hendes søn Max blev diagnosticeret med autisme, brugte hun samme overlevelsestankegang:
– Man skal sørge over det, der ikke er der, sagde hun.
– Men fokuser på det, der er der. Det var det, jeg gjorde med min søn.
Hun sluttede sig til inkluderende fællesskaber, fik kontakt med forældre fra alle baggrunde og tog endda Max med på “prøveture” til politistationen – bare for en sikkerheds skyld.
– Der var mange sorte autistiske drenge i vores kreds, og det var så vigtigt for mødrene at lære dem, at når politiet kom, skulle de holde hænderne op af lommerne, siger hun.
Tæller stadig dagene
Hvert år markerer Herfkens årsdagen for ulykken. Hun drikker vand. Hun køber en gave til sig selv.
– Jeg kan godt lide at forkæle mig selv, siger hun med et smil.
– Det er jeg god til.
Hendes traume er aldrig helt forsvundet. Hun undgår at sidde bag andre passagerer i flyet. Vietnamesisk mad kan stadig udløse flashbacks. Men hun er aldrig holdt op med at overleve.
Selv Hollywood-producenterne kunne ikke helt forstå hendes historie – de ville have, at den skulle handle mere om hende.
– Jeg tror virkelig, at grunden til, at jeg overlevede, er, at jeg kom over mig selv, siger hun.
– Når man kommer over sit lille selv, får man sit instinkt til at fungere, og så opnår man ting.
Den dag i dag er junglen – hvor hun mistede alt – hendes fristed.
– Det har været mit ‘sikre sted’ lige siden, forklarer hun.
For Annette Herfkens er overlevelse ikke et enkelt øjeblik. Det er et tankesæt. En måde at leve på. En lektion i tab – og i at se lyset gennem bladene.