Det gik helt galt for Donald Trump, da han under et pressemøde formåede at kalde Volodymyr Zelenskyj for Putin.
Man kan ikke komme udenom, at den amerikanske præsident Donald Trump benytter enhver lejlighed til at kritisere sin forgænger, Joe Biden, for hans alder og sproglige udfordringer.
‘Sleepy Joe’ er ifølge Trump alt for gammel og har svært ved både ord og navne.
Men den 80-årige præsident har muligvis skudt sig selv i foden, da han heller ikke selv imponerer på dette punkt.
Under en fælles pressekonference med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj ved det nyligt afholdte NATO-topmøde i Ankara rodede Trump nemlig selv rundt i navnene.
Byttede om på navne
Først og fremmest, så endte landet Iran med pludselig at blive til Japan, og dernæst blev Zelenskyj tiltalt som Putin, oplyser blandt andet svenske Aftonbladet.
Fejlene fandt sted med kort mellemrum under selve pressemødet.
“Vi havde 111 missiler, der blev affyret af Den Islamiske Republik Japan,” sagde Trump, som egentlig mente Iran.
Kort efter, mens Zelenskyj stod ved siden af ham, stillede Trump spørgsmålet:
“Har I et spørgsmål til præsident Putin?”
Det var først, da en række journalister på stedet påpegede den store fejl, at Trump reelt set blev opmærksom på forvekslingen.
Ikke første gang
Efterfølgende forsøgte den amerikanske præsident at gøre grin med situationen ved at spørge igen med en tilføjelse.
“Har du et spørgsmål til præsident Putin – ikke Zelenskyj, men Putin?” spurgte han.
Det er dog bestemt ikke første gang, at Trump kommer lidt på afveje. I januar i år forvekslede han under en tale i Davos for eksempel flere gange Grønland med Island.