Blachman raser efter fyring: Har hun fandme ikke fortjent

Thomas Blachman har blandt andet nægtet at medvirke i en kampagne i kølvandet på fyringen.

Sagen om Oh Lands exit fra ‘X Factor’ er tilsyneladende slet ikke slut endnu.

Radio IIII-programmet ‘Det, vi taler om’ kunne fredag afsløre, at TV 2’s fyring af sangerinden som dommer nu får en efterdønning.

Beslutningen om fyringen kom, efter at Oh Land havde holdt en ufrivillig pause fra sit job som dommer, fordi hendes datter er ramt af kræft.

Ifølge Radio IIII har dommerkollega Thomas Blachman som følge af dette meldt fra til en kræftkampagne, som TV 2 havde bedt ham om, fordi han er utilfreds med håndteringen af sagen.

Sagde nej til kampagne

TV 2 havde efter sigende spurgt, om Blachman ville medvirke i en kræftkampagne, men det gav ikke mening for ham i den aktuelle situation.

Han fastslår samtidig, at han ikke er tilfreds med, hvordan TV 2 har behandlet Oh Land i sagen.

“At få et sygt barn er tusind gange værre end selv at blive syg, og jeg vil mene, at en god arbejdsgiver skulle sige ‘hold da op, du skal vide, at vi har en stol til dig. Vi har hyret dig, fordi du er genial, og derfor skal du komme tilbage, når du kan’,” siger Blachman.

Fremhæver hendes talent

Ifølge Blachman er sangerinden et sjældent talent, og hun fortjener derfor at blive behandlet bedre efter den svære periode, hun har været igennem.

“Nanna er et unikum af et talent og begavelse. Det her har hun fandme ikke fortjent oven på denne her omgang,” siger han.

Blachman oplyser desuden, at han tidligere har foreslået TV 2 en sæson med fire dommere, så Oh Land kunne være med.

Han tilføjer også, at han selv var villig til at gå ned i løn for at sikre hendes plads som dommer.

 

Læs mere om...