Fire kvinder fremsætter chokerende anklager mod Jared Leto

Fire kvinder anklager nu den amerikanske skuespiller og musiker for seksuelle overgreb. Tre af dem var mindreårige på tidspunktet.

Sagen mod den amerikanske skuespiller Jared Leto har udviklet sig til at være endnu mere alvorlig.

Ni kvinder har tidligere beskyldt ham for forskellige former for upassende adfærd, men nu træder yderligere fire kvinder frem med anklager om seksuelle overgreb, skriver BBC.

Ifølge mediet var tre af kvinderne endnu ikke fyldt 18 år, da den kendte Hollywood-skuespiller og musiker efter deres udsagn forgreb sig på dem.

De fire kvinder optræder anonymt og beskriver hændelser, der fandt sted i årene fra 2002 til 2016.

Anklager fra flere kvinder

En af episoderne siges at have udspillet sig på et toilet på et motel. Her fortæller en af kvinderne til det britiske medie, at hun blev udsat for et overgreb i en alder af blot 17 år.

En anden kvinde skal som 19-årig være blevet efterladt alene med Leto på et hotelværelse, hvor han ifølge anklagen truede hende med at voldtage hende, hvis hun lagde sig på en chaiselong.

En tredje kvinde fortæller til BBC om en episode, hvor hun havde sex med stjernen som mindreårig i Californien, hvor det anses for at være voldtægt.

Den fjerde kvinde beskriver, hvordan Oscar-vinderen bevidst udnyttede sin berømmelse til gentagne gange at ringe hende op med ‘seksuelt eksplicitte’ samtaler, da hun var blot 16 år gammel.

Ansatte med i dokumentar

I forbindelse med de mange anklager har det britiske medie lavet en dokumentar, hvor i alt ti kvinder deler deres beretninger.

Også to mænd, der gennem flere år var ansat hos Leto, er en del af denne dokumentar og fortæller om, hvor ubehageligt de oplevede hans omgang med teenagepiger.

De beskriver, hvordan han angiveligt kunne finde på at tage pigerne med backstage eller hjem til det hus, hvor han indspillede musik.

BBC har gentagne gange søgt en kommentar fra skuespilleren uden held. Blandt de kvinder, der tidligere er stået frem, er modellen Laura La Rue, som var 17 år gammel.

“Han kom ud med pikken fremme som om det var helt normalt. Og jeg tænkte, at det måske bare var sådan, voksne mænd opførte sig,” lød det fra modellen.

 

Læs mere om...